Helle Thornings nytårstale blev mødt med den sædvanlige blanding af forargelse, overraskende udtalelser, gale bemærkninger og politiske automatreaktioner. Dette kan man læse en fornuftig gennemgang af andetsteds. Personligt var jeg positivt overrasket over nytårstalen. I stedet for en opdateret version af en kedelig åbningstale, leverede Helle i stedet en inspirerende tale om fælles ansvar og krisens alvor.
Alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at nytårstalen ikke til fulde fik omsat krisen til en socialdemokratisk dagsorden. Rahm Emanuel, Obamas tidligere stabschef, sagde for nogle år siden at man aldrig skal ”lade en god krise gå til spilde”. Men selvom den økonomiske krise var talens omdrejningspunkt, var det netop hvad Thorning gjorde: hun lod krisen gå til spilde. Talen begrænsede sig til vigtige, men velkendte budskaber om strammere offentlige budgetter, uddannelse og forskning, styrkelsen af konkurrenceevnen og ungdomsarbejdsløshed. Jovist, hun fik parkeret ansvaret for det 100 milliarders store statsunderskud hos VK-regeringen. Der var også en løftet pegefinger overfor de finansfolk, der jonglerede med ”matadorpenge” i jagten på ”den hurtige gevinst”. Men en ny dagsorden blev ikke præsenteret.
Nytårstalen lagde sig dermed i forlængelse af Socialdemokraternes linje de seneste år. S-SF har løbende reageret på krisen – med krav om stimuluspakker, investeringer og højere arbejdstid – men uden på noget tidspunkt at udnytte krisen til at sætte egne dagsordener og – som Rahm Emanuel udtrykker det – ”do things you think you could not do before”.
Det modsatte gør sig gældende hos de borgerlige. Løkke & Co. har dygtigt anvendt krisen til at sætte en bred dagsorden om mindre stat og mere marked. Floskler som at ”sætte tæring efter næring”, ”styr på økonomien” og ”nødvendige reformer” dækker reelt over et borgerligt økonomisk doktrin. Specifikt har dette manifesteret sig ved skattelettelser, en barbering af dagpengene og en fjernelse af efterlønnen. De to sidstnævnte indgreb har Venstre ellers forsikret mod igen og igen siden 1998, men med Finanskrisen blev forslagene relanceret under overskriften ”ansvarlighed”. Finanskrisen – som mange venstreorienterede var sikre på ville slå de blå tilbage til start – har mere end noget andet givet de blå brikker medvind på brættet.
Centrum-venstres manglende evne til at sætte dagsordener afspejler, at man ikke løbende har udviklet alternative idéer. Lyt engang til, hvad en anden Chigaco-dreng, Milton Friedman, skrev i 1982 i forordet til bestselleren Capitalism and Freedom:
“There is enormous inertia—a tyranny of the status quo—in private and especially governmental arrangements. Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes politically inevitable.”
Disse anvisninger blev blandt andet fulgt af Margaret Thatcher, der udnyttede The Winter of Discontent til at tage et opgør med både fagforeningerne og den keynesianske økonomiske politik – to ting, der tidligere var blevet opfattet som ligeså umulige som at fjerne efterlønnen.
I kontrast til Løkke og Thatcher har venstrefløjen hverken udviklet og holdt liv i de alternative idéer eller haft modet til at udnytte mulighederne, når de opstod. På højrefløjen derimod har bl.a. CEPOS igennem årene holdt live i forskellige reformforslag, indtil Venstre øjnede en mulighed for at implementere dem. Dette har ikke været tilfældet på venstrefløjen, hvor partiledelsen har prøvet at slå selv de mindste initiativer ihjel.
Dette, tror jeg, afspejler en bredere strategisk tænkning, der kan føres tilbage til Tony Blair. Blair udviklede et strategisk doktrin, hvor man erklærer sig enig med de borgerlige på de områder, hvor man står svagt. Mens dette muligvis er en fornuftig taktik på den korte bane, risikerer man på sigt at opgive idéer og hele politikområder permanent. Én gang umuligt, altid umuligt, synes indstillingen at være.
Men kære Helle: kig dig omkring! Det flyder med venstreorienterede idéer! Og krisen er en mulighed for at implementere dem! Finanskrisen kunne have været brugt til at tage et opgør med de afdragsfrie lån, revitalisere den almene boligsektor, tage et opgør med bankerne eller implementere en ny form for boligbeskatning, der både tager toppen og bunden af prissvingningerne.
Helt konkret kunne Helle – i stil med Lars Løkkes efterlønstale – have brugt nytårstalen til at tage et opgør med de mange dyre skattefradrag. Passagen om ”de fede år” kunne være krydret med eksempler på, hvordan pengene blev klattet bort på fx fradrag for virksomhedernes kunstindkøb. Dette kunne blive fulgt op med lidt moraliseren over, hvorvidt det er klogt at statens penge bruges til at betale private computere, i stedet for at investere i ungdommens uddannelser. Måske kunne hun endda have nævnt, at fradrag forfordeler de mest velhavende danskere. Og så kunne Thorning til sidst have sluttet af med at flette lavere skat på arbejde, konkurrenceevne og fjernelsen af fradrag sammen.
Det er en god analyse – men jeg mener ikke, at afslutningen er realistisk. Med møje og besvær lykkedes det at erobre regeringsmagten efter nogle års “tavshed” eg. Blair-modellen.
Der er nu gået knapt 4 måneder siden skiftet, og det vigtigste for Regeringen er at få gang i lovarbejdet på basis af det besværlige regeringsgrundlag.
Hertil kommer ½ års formandsskab for det EU, der virkelig skaber problemer og spredning blandt vælgerne. Også der vil man se forsigtigere tiltag end man måske behøvede.
Min pointe er, at den ny Regering skal have lidt mere tid og også resultater, før den kan begynde at “gamble” med tilværelsen – sådan læser jeg Statsministerens nytårstale.
Men .. jeg har før set uventede og klare overraskelser fra hendes side, man ved aldrig
@ Hans Jørn.
Jeg er på mange måder enig med din vurdering. Det er ikke sandsynligt at Thorning & Co. lancerer noget i retningen af det, som jeg beskriver. Men samtidig må regeringen holde øjnene på bolden og ikke bare lade udviklingen køre derudaf, mens man administrerer butikken. Indlæggets pointe var sådan set, at man skal gamble tidligt og ikke være alt for forsigtige.Lektien fra VKOs ti år er, at det betalte sig hver eneste gang de gamblede og var offensive – mens de fik stryg når de “played it safe”.