Siden 2007 er andelen af københavnske skoleelever i privatskole steget fra 24,1% til 28,1%. Fortsætter udviklingen som hidtil, vil hver 3. københavnske elev i folkeskolealderen gå i privatskole i 2015. En cocktail af rettigheder og ingen pligter sikrer det private alternativs fremgang.
De seneste fire år er andelen af elever i privatskoler kun gået en vej: Frem. På landsplan er andelen af skoleelever, der går i en privatskole, steget fra 13,4% i 2007 til 15,3% i 2011. Det er en stigning på knap 2 pct.-point. Dette er intet i forhold til i København. Her strømmer eleverne til det private alternativ. På kun fire år er andelen steget fra 24,1% til 28,1%. Fortsætter den udvikling, vil hver tredje københavnske skoleelev gå i privatskole i 2015. Hver tredje om tre år. De københavnske forældre fravælger folkeskolen i stor stil. Flugten fra den fælles folkeskole er et alvorligt sygdomstegn for den danske grundskole.
Det er ikke kun de veluddannede og velstillede, der vælger folkeskolen fra. Fremgangen sker for en bred vifte af betalingsskoler. Det kan være kreative friskoler eller religiøse minoritetsskoler, der appellerer til elever med en bestemt religiøs eller kulturel baggrund.
Det står naturligvis katolikker, muslimer og andet religiøst godtfolk frit for at vælge skole til deres børn. Men hvis man tilskriver det en værdi, at danske børn vokser op side om side med personer af anden etnisk herkomst, religion og socioøkonomisk status end dem selv, skal vi have en struktur, der sikrer netop dette. Det nytter ikke at beskytte et system, der subsidierer enklaveskoler. Hvorvidt enklaveskolerne er for de rige eller de religiøse er underordnet. Det nuværende system holder hånden under privatskolerne, sikrer dem økonomiske og pædagogiske frihedsrettigheder, mens de undgår forpligtelser overfor fællesskabet.
Privatskoler modtager 43.238 skatteborgerkroner pr. elev
Privatskolerne finansieres via to kilder: Forældrebetaling og offentligt tilskud. Skolerne bestemmer selv størrelsen på de forældrebetalte skolepenge. Typisk ligger de på 800-1300 kr. månedligt og udgør omkring 30 pct. af den totale undervisningsudgift. Den offentlige støtte dækker resten, og er dermed klart den største indtægtskilde for privatskolerne.
Den offentlige støtte udbetales til skolerne som en form for taxametertilskud pr. elev. Det præcise beløb varierer en anelse fra år til år, men beregnes på baggrund af folkeskolens gennemsnitlige udgifter til hver elev. Finansministeriet udregner den gennemsnitlige undervisningsudgift pr. elev i folkeskolen, og baserer taxameterets størrelse i kroner og ører på baggrund af det beløb.
Gennemsnitsprisen baseres altså på undervisningsudgifterne til alle – høj som lav – der undervises i folkeskolen. Af denne ’normaludgift’ modtager privatskolerne 73 pct. I fagtermer kaldes det ”koblingsprocenten”. Man kan med rette spørge: ”Hvorfor 73 pct.?” Tja. Svaret blæser i vinden. Af uransagelige historiske årsager er vi landet på 73 pct. Men det er nu engang, det beløb, som skolerne modtager.
I klingende mønt, summer det op til 43.238 kr. pr. elev i 2011. Afregningen sker dog ikke som et rendyrket taxamater/voucher system. Skolernes støtte gøres op separat, da der er forskellige takster til hvert alderstrin, og et grundtilskud på 400.000 kr. De 43.238 kr. skal læses som den gennemsnitlige udgift, som det offentlige forholder til betalingsskolerne pr. elev. Den er beregnet af Finansministeriet.
En omvendt Robin Hood
Der er flere problemer med den eksisterende model.
For det første bliver beløbet, som privatskolerne modtager pr. elev, udregnet på baggrund af den gennemsnitlige undervisningsudgift for eleverne i folkeskolen. Men her skal man huske, at mange privatskoler har en elevskare, der er langt mindre ressourcekrævende at undervise. Mens mange privatskoler rekrutterer blandt de velstillede familier, hvor eleverne har forældreopbakningen i orden, må folkeskolen spænde over alle grupper i samfundet. Hvor man på Blågård Skole – en folkeskole på Nørrebro – formentlig afsætter ressourcer til ekstra dansk i indskolingen, skal man næppe gøre det samme for ungerne på Krebs Privatskole på Indre Østerbro. Forskellen illustreres bedst ved at kigge på de to skolers afgangseksamener. På Krebs Privatskole var elevernes gennemsnit i dansk retskrivning 10,4, da de gik til eksamen forrige år. På Blågård Skole måtte de håbefulde elever nøjes med 2,8. Forskellen mellem de to skoler er afgrundsdyb, selvom de kun ligger få kilometer fra hinanden.
Elevernes forudsætninger og ressourcer på hjemmefronten giver de private skoler økonomiske midler til at opprioritere kreative og musiske fag. Det skal de naturligvis ikke bebrejdes for. Men den finansielle støttelogik betyder, at samfundet de facto overfører penge fra de skoler med flest udfordringer til dem, som har alle forudsætninger for at klare det billigere og bedre. Skatteborgerne betaler for første klasse til dem, der har valgt de fælles løsninger fra. En omvendt Robin Hood. Det kan umuligt være centrum-venstre politik.
Privatskolerne har rettigheder, men ingen pligter
For det andet har folkeskolen pligter og rettigheder. Folkeskolen er eksempelvis forpligtet til at tage elever fra skoledistriktet. De private skoler modtager den offentlige støtte uden betingelser. Der har været mange tilløb til at gennemføre sociale forpligtelser for privatskolerne, men situationen er, at ingen kommuner har fået betalingsskolerne til at indgå forpligtende aftaler om socialt ansvar. Den frivillige vej er forsøgt. De er stadigt afvisende. Det betyder reelt, at den private skole er finansieret, men ikke forpligtet, af fællesskabet.
For det tredje er privatskolerne lukket land for rigtig mange danskere. Pladserne på de mest attraktive skoler fordeles gennem uigennemskuelige ventelister, skoleledelsen kan smide krævende elever ud, og afslag til ansøgninger kan gives på grundlag af skolens ’pædagogiske principper’. Skoleledelsen kan nemlig give afslag, hvis de finder, at eleven ikke lever op til skolens pædagogiske profil. Hvad det helt præcist dækker over, kan ledelsen på den enkelte skole selv definere. Det er dermed umuligt for mange danskere at blive optaget på de attraktive skoler. Uagtet at de finansierer de selvsamme skoler via deres skattebillet.
Hvor folkeskolen har både rettigheder og pligter, har privatskolerne kun rettigheder. Det er ikke noget under, at de københavnske forældre flokkes om de private skoler.
Rettigheder og reelle forpligtelser
Den eksplosive fremgang for privatskolerne betyder, at grundskolemodellen i Danmark står ved en skillevej: Enten fortsætter vi på automatpilot i en retning, hvor flertallet betaler mindretallets privatskoler uden at stille modkrav —eller også tænker vi finansieringen af privatskolerne forfra ud fra nogle principper om ret og rimelighed.
Det kunne ske ud fra en model, hvor støtten øges gradvist i forhold til det antal af krav, som den enkelte privatskole er villig til at acceptere. Altså jo flere krav – jo mere støtte. Med det enkelte forbehold, at den samlede statsstøtte til den hver privatskole aldrig må overstige 50 procent, så den altid forbliver overvejende privat. Man kunne også forestille sig, at kommunen får disponeringsret over 10 pct. af pladserne på hver årgang.
Det kan suppleres med et reelt ’buy-out’ alternativ, hvor betalingsskolerne får muligheden for at stå fri fra den statslige indblanding. En privatskole, fuldstændigt finansieret af forældrene, hvor privatskolen får det fulde råderum til at tilrettelægge skoleafgifter, elevsammensætning og undervisningsprincipper. Eneste krav er undervisningsministeriets brede retningslinjer for grundskolen. Hermed bliver privatskolerne herrer i eget hus, og kan berettiget frasige sig regulering fra kommunale byrødder. Nu betaler de selv. Det vil sandsynligvis betyde, at overklassen vil oprette eksklusive rigmandsskoler, men det har vi de facto allerede. Forskellen er, at vi i øjeblikket betaler gildet via skattebilletten.
En privatskolereform ønskes i 2012
Man kan sagtens forstå de forældre, der vælger privatskolen til. Og folkeskolen fra. Alle forældre med børn, der nærmer sig folkeskolealderen stiller sig selv det vanskelige spørgsmål: Hvad er bedst for mit barn? Vil jeg som nørrebroborger risikere fremtiden for mit barn ved at vælge den lokale distriktsskole, som eksempelvis Blågård Skole på Nørrebro, med en stor mængde tosprogede og et afgangsgennemsnit i dansk læsning på 2,6? Eller vil jeg forsøge det private alternativ på den anden side af Sortedams Dosseringen?
I København – som i resten af landet – ender forældrenes skoleovervejelser omkring middagsbordet oftere og oftere med det resultat, at folkeskolen bliver frasorteret. Alma, William, Victor og de andre poder kommer på privatskole. Resultatet kan ses i København: Hver tredje skoleelev i privatskole i København om tre år. Det er en alarmerende udvikling, og skyldes et aldeles uholdbart system, som skriger på en gennemgribende reform. Vi skal have en noget-for-noget reform, hvor rettigheder følges med pligter. Spørgsmålet er, hvor længe regeringen vil sidde med hænderne i skødet, mens folkeskolen som den store sociale smeltedigel forfalder, og bliver erstattet af små enklaveskoler. For de rige. For de religiøse. Og for de resterende. Lad os håbe at en privatskolereform står øverst på regeringens to-do-list.
[...] Jos joku haluaa tanskaksi aiheesta lukea, niin juttua löytyy ainakin täältä. [...]