Da Helle Thorning for syv år siden blev valgt som Socialdemokraternes formand, blev hun udskreget som det danske svar på Tony Blair: Moderne, fornyende og – frem for alt – dygtig til at kommunikere. Endelig skulle Socialdemokraterne have en formand, der kunne tage kampen op med Venstres spinmaskine!
Syv år efter må vi konstatere, at det var en fejlvurdering. Thorning er ikke Tony. Hun har hverken moderniseret partiet eller fornyet politikken. Seks måneder inde i sin regeringstid scorede Blair en approvel rating på 93%, hvilket fik en rådgiver til forbløffet at konstatere at ”even Saddam doesn`t get that high”. Efter Thornings første halve år i Statsministeriet derimod, tja, tallene taler vel for sig selv.
Den største overraskelse er, hvordan Thorning er faldet igennem som kommunikator. Én ting er, at hun gentager de samme soundbites og krampagtigt holder fast i de samme forklaringer, uanset journalisternes spørgsmål. Men hun formår heller ikke at vække passion med stærke, farverige billeder. Ofte glemmer hun kanten til de politiske modstandere og parerer blot deres slag uden at svare igen med et effektivt counterpunch. Hun fremstår mere som en diplomat, der med brede formuleringer prøver at holde den gode tone og ikke støde nogen fra sig, end som en politiker med sine meningers mod.
Et fremragende eksempel på dette kunne man se på statsministerens pressemøde i tirsdags, hvor Thorning forudsigeligt nok blev spurgt ind til, hvorvidt regeringen vil beskatte Nordsøolien hårdere. Baggrunden for spørgsmålet er den udbredte kritik af den olieaftale, som VK-regeringen indgik med Mærsk tilbage i 2003 – og som den økonomiske sagkundskab samstemmende stempler som dårlig for den danske statskasse.
Her er Thornings svar ordret citeret:
”Vi var ikke gået i gang med et serviceeftersyn, hvis vi ikke synes, det var nødvendigt at komme i gang med et serviceeftersyn. Men jeg vil også godt sige klart, at vi overholder naturligvis de forpligtelser, som den danske stat har i den forbindelse. Og jeg tror ikke, det tjener noget formål ligesom at sætte sig ind i det forhandlingsbord. Nu synes jeg, vi skal lade det serviceeftersyn være, men der er selvfølgelig en grund til, at vi gerne vil i gang med det serviceeftersyn.”
Undskyld, men det er altså et utroligt tyndt svar, Thorning disker op med her!
Tænk et øjeblik over, hvordan Lars Løkke ville have reageret ved en tilsvarende sag. Tænk hvis en tidligere socialdemokratisk regering havde indgået en aftale med Fagbevægelsen om driften af jobcentrene, der efterfølgende viste sig at give LO milliarder af kroner for meget. Havde Løkke i så tilfælde fedtet rundt i formuleringer om ”forpligtigelser” og ”forhandlingsborde” på sit pressemøde? Ville han kun anvende neutrale ord som ”serviceeftersyn”? Og ville han med millimeters præcision styre udenom enhver reference til eller kritik af den tidligere regering? Gu faen ville han ej!
Hvorfor dasker Thorning ikke hårdere til bolden? Hvorfor har svaret ikke noget mere swung? Hun kunne starte med at forklare, at regeringen er ved at sætte sig ind i detaljerne og skabe klarhed over situationen, men at der tegner sig et billede af, at DUC har fået foræret den danske olie alt for billigt. Derefter kunne hun fastslå, at den fælles olierigdom tilhører hele det danske folk, ikke kun en lille elite af forretningsfolk. At det er sund fornuft og god forretningssans, at staten skal have flere penge, når olieindtægterne er blevet forøget gennem en femfordobling i oliepriserne. Og mens danskerne bliver bedt om at vise mådehold ved overenskomstforhandlinger og barbere i velfærdsgoderne, er det uacceptabelt at man hvert år forærer hvad der svarer til en halv efterløn til Mærsk-koncernen. På spørgsmålet om, hvad regeringen vil gøre, kunne hun svare, at den nuværende regering i modsætning til den tidligere vil lytte til de økonomiske eksperter. I samme åndedrag kunne hun passende udstille de borgerlige som en flok stædige børn, der sidder med korslagte arme henne i hjørnet og nægter at indrømme at de har lavet en fejl. Hvis hun var rigtig grov kunne hun endda flette en sætning eller to ind om, at Mærsk som bekendt støtter de borgerlige økonomisk, eller at Bendt Bendtsen er blevet belønnet med et par bestyrelsesposter for sine ugerninger som mærsk-minister.
Eller hun kunne sige noget helt tredje. Det eneste hun ikke må gøre er, at besvare spørgsmålet med en administrativ udredning omkring serviceeftersyn!
Næste gang hun mangler inspiration, kan Helle passende bladre atten år tilbage og se, hvad Blair sagde om Nordsøolien i sin første landsmødetale som leder for Labour-partiet:
“And look at what they wasted on the way.
Billions of pounds gifted by Nature, the God-given blessing of North Sea oil, billions we could have invested in our future.
Billions they squandered.
One hundred and eighteen billion pounds – five thousand pounds for every family in this country – gone, wasted, vanished.
And to hide the truth of the nation’s problems they have sold our nation’s capital assets, built up over many years and used the proceeds not to invest, but to cover current spending.
Seventy billion pounds gone forever.
Its time to take these Tories apart for what they have done to our country.
Not because they lack compassion, though they do.
But because they are the most feckless, irresponsible group of incompetents ever let loose in the Government of Britain.”
Se, det er klar tale! For at parafrasere Lloyd Bentsen kan man kun kigge på Helle og trist konstatere “You are no Tony”. Desværre.
Som med ganske mange andre af regeringens problemer kan årsagen vel koges ned til et ord: Radikale. Den helt oplagte løsning, og stærkt tiltrængte kritik af fordums fejltagelser, som efterlyses her er antageligt uspiselig for et parti som både var med til at indgå aftalen, og ser ud til at efterstræbe at bevare den. Vi har i hvert fald stadig til gode at se Lidegaard, der var nøglespiller i udarbejdelsen af den oprindelige aftale og som en art skæbnens ironi idag er minister med ansvar for serviceeftersyn og evt. genforhandling, udtrykke andet end bekymring for “aftalepartnerne” (dvs. DUC). Og da HTS’ regering er afhængig af de radikale mandater, så bliver både politik og retorik tandløst.
Ahh.. det er vel ikke de Radikales skyld, at Helle Thorning-Schmidt ikke er i samme vægtklasse som Tony Blair?
Jeg mener, meget har de gjort forkert – tag blot modstanden mod den finansielle transaktionsskat – men at HTS ikke formår at skære sine synspunkter til, er vel hendes egen skyld. Ikke de Radikales. Socialdemokraterne er regeringens største parti, og hun har et stærkt folkeligt mandat til at føre sin politik igennem. Statsministeren undviger simpelthen at tage det ansvar på sig. Det er for nemt at skyde skylden for alle regeringens problemer på de Radikale.