Endnu en meningsmåling sender regeringen i gulvet. Tal fra Voxmeter giver regeringen og støttepartiet Enhedslisten 43,5% af stemmerne. Socialdemokraterne (18,5%) og Socialistisk Folkeparti (6,6%) får de største vælgelussinger. Lad os være ærlige. For Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er målingen en katastrofe.
Der er ingen mirakelkur for regeringen, der er i tovene efter 12 omgange med betalingsring, anklager om løftebrud og inkompetent ledelse. Socialdemokratiet skal, som regeringens ledende parti, konfrontere de sørgelige tal. Partiet skal ærligt konstatere, at der ikke var folkelig opbakning til det projekt, som SF og S skitserede, og tage konsekvensen. Det er tid til revidere regeringskonstellationen og det (manglende) politiske projekt: SF skal ud af regeringen. Årsagerne er flere.
For det første har en centrum-venstre regering brug for et troværdigt venstrefløjsparti, der markerer, hvis sossernes udmeldinger drejer højre om. Det gavner S, der fremstår ansvarlig for de halvborgerlige midtervælgere, og det gavner protestpartiet, der høster frafaldne arbejderstemmer. Javist, Enhedslisten besætter i øjeblikket rollen som venstrefløjens vagthund. Men reelt er liste Ø et protestparti fanget i realpolitisk limbo, indtil SF ryger ud af regering, tingene normaliseres, og det rød-grønne sammenrend af ekskommunister atter kan råbe på væbnet revolution og kapitalismens fald. Enhedslisten er ikke et bredt favnende parti på 10% eller mere. Og det bliver de aldrig.
For det andet er skatteministeren den eneste fra ministerholdkortet, man vil savne. Sohn er stadig groggy ovenpå de utallige skriverier om hans formandstid i DKP, og Søvndals popularitet har vist sig at være omvendt proportional med hans antal af TV-optrædener. Jo mere Søvndal går på skærmen, desto ringere klarer han sig blandt vælgerne. SFs ministre er som spillere, der kom i førsteholdstruppen på grund af en vennetjeneste, selvom talentet kun rækker til bænken.
For det tredje har en centrum-venstre regering brug for manøvredygtighed til at føre midtersøgende politik, der ikke skal afstemmes med hovedbestyrelsen i Enhedslisten og SF. Hvis centrum-venstre skal gennemføre mærkbare reformer, der sikrer Danmarks vækst, stabilitet og velstand, kræver det skiftende flertal til højre og venstre. Det kan en SR-regering. Det mangler en S-R-SF-regering at bevise den kan.
For det fjerde viser forløbet omkring betalingsringen, at SF mangler den politiske pondus og respekt fra de andre regeringspartier til at tvinge egne mærkesager igennem. Socialdemokraterne og De Radikale lader sig ikke skræmme af folkesocialisternes elendige valgresultat. Det gør ondt på baglandet, og det tager sig ynkeligt ud på TV. SF er lillebroren i søskendeflokken, men nægter at erkende det. Man kan forstå en vis bitterhed blandt folkesocialisterne, for nu løber den radikale storesøster med opmærksomheden og nyder vælgernes gunst, selvom hun aldrig deltog i det hårde opslidende forarbejde. Men det er nu engang situationen.
Den sidste og vigtigste pointe, er, at Socialdemokraterne ikke skal frygte, at SF vil vokse sosserne over hovedet, hvis de står udenfor regeringen. Kigger man på de seneste 40 år i dansk politik, har venstrefløjen med SF og skiftende kommunistiske/marxistiske partier aldrig fået mere end 17,7% af stemmerne.
I erhvervsøkonomiske termer, kan man sige, at markedet for venstreorienterede udgør 10-18% pct. af befolkningen. Ikke højere. Det rækker til to partier. Der er ingen grund til at frygte et SF, der buldrer mod 20%, mens de råber røde paroler fra sidelinjen. Partiet vil ganske givet vokse uden for regering, men det vil primært ske på bekostning af Ø. Voxmeter-målingen fra marts 2012 bekræfter det historiske billede, da Enhedslisten og SF tilsammen lander på 15,8%. Den største udfordring er ikke afskrælningen til venstre. Det er flugten til højre, som socialdemokratiet skal frygte. Målingen på 18,5% viser, at den er i fuld gang.
Vi har ventet 10 år på en centrum-venstre regering. Endelig kom den. Indtil videre har den været en slem skuffelse. Statsminister Helle-Thorning Schmidt har forpasset utallige chancer for at udvise lederskab, og tvinge tiltrængte reformer igennem. Samtidig har konstruktionen med tre partier vist sig handlingslammet og i dyb intern politisk splid. Tiden er kommet til at erkende, at holdopstillingen var en fejl. SF skal tilbage i rollen som venstrefløjens vagthund. Som et solidt venstrefløjsalternativ til Socialdemokraterne, der samler op, hvad sosserne skræmmer væk.
Der er ikke tale om en fyring. Og dog. Men partierne bør skilles efter gensidig forståelse. I sidste ende gavner det hele venstrefløjen, da en regering med S-R har langt bedre odds for at overleve et valg. At det er et prestigetab af dimensioner for SF, er en anden snak.
Ti timer efter at du poster indlægget, udtaler en række lokalformænd til Politiken om det samme emne. Her er et sammendrag:
- »Der er ikke nogen tvivl om, at SF er klemt i regeringen, hvor både de radikale og Socialdemokraterne trækker kraftigt til højre. Det er SF, der i en række situationer har givet efter, og det kan ikke holde i længden«..
- »SF skal sætte hælene mere i, end det sker i dag. På landsmødet i næste måned er vi nødt til at diskutere vores indflydelse i regeringen«.
- »Hvis der inden for de kommende måneder kommer yderligere fem eksempler på, at vi ikke siger, hvad vi mener, så er jeg klar på at anbefale, at vi trækker os ud af regeringen«
- Lokalformand Arne Mikkelsen fra Odsherred mener, at SF bør forlade regeringen, hvis den fortsætter med at gennemføre borgerlige reformer: »Det kommende halve år må vise, om SF får tilstrækkelig indflydelse på regeringens politik«.
Så det ser i det mindste ud til at SFs lokalformænd er enige i din analyse….