Mette Frederiksen har i denne uge været i medierne med budskabet om, at Danmark ikke kun kan leve af viden, men fortsat er nødt til at have en industriproduktion. Beskæftigelsesministeren udtalte, at “Vi skal væk fra det dogme, at vi i fremtiden kun skal leve af viden. Danmark skal også være et produktionsland.” Tidligere har den radikale regeringspartner ellers sagt, at virksomheder som Aalborg Portland hører til i fortiden. I regeringen ser det dermed ud til, at skillelinjen mellem Socialdemokraternes hensyn til almindelige lønmodtageres interesser og de Radikales hensyn til den noget mindre såkaldte kreative klasses interesser er ved at dukke frem. Dette indlæg ser lidt nærmere på sagen for at finde ud af hvilket af de to regeringspartier, der har fat i den lange ende.
For at vurdere industriens betydning for dansk økonomi ser vi på udvklingen i OECD’s tal for industri- og energiproduktionens andel af Danmark’s BNP i årene 1970-2010.
Ser vi på yderpunkterne, så er industri- og energiproduktionens andel af BNP på 22,54% i 1970 og på 17,65% i 2010. Det tyder umiddelbart på et fald i industriens betydning for dansk økonomi, men ser vi på hele grafen er det tydeligt, at industriens andel af BNP i de sidste fyrre år har ligget stabilt omkring 20%. Faldet fra 2008 til 2009, der flader ud i 2010, kan forklares med at dansk økonomis voldsomme negative udvikling i 2009 var drevet af et endnu mere drastisk fald i dansk eksport og industriproduktion. Faldet skyldes altså snarere de økonomiske konjunkturer end en strukturel omlægning fra industrisamfund til videnssamfund. Et kvalificeret gæt vil være, at når tallene for 2011 er opgjort, så vil industriens andel af BNP være steget en anelse, så vi igen er tæt på de 20% af BNP.
I de sidste fyrre år er der altså ikke sket et synderligt fald i industriens betydning for dansk økonomi. De samme fyrre år er ellers den periode, hvor idéen om en overgang til videnssamfundet er opstået i USA og har spredt sig til Danmark med dertilhørende politikersnak om den store omstilling. Med så stor en andel af dansk økonomi bundet op på industriproduktionen er det ikke på nogen måde sandsynligt at Danmark i de første 30 år kan klare sig uden den, så Mette Frederiksen har ramt helt rigtigt i sine udtalelser. Om videnssamfundet på et tidspunkt kommer eller ej, det kan undertegnede ikke afgøre, men meget tyder på, at politikere og meningsdannere tidligere har været for hurtigt ude med at erklære industrien for død.
Hvis man derimod vil se en sektor, der er ved at dø, men som politikere særligt på højrefløjen ikke tør erklære død, så skal man blot se på følgende:
Her ser vi OECD’s tal for landbrugets andel af Danmarks BNP i årene 1970-2010. Startende på 5-6% i 1970’erne er denne andel nu faldet til 1-2% i 2000’erne. Det er et noget mere klart og drastisk fald end i industrien, og generelt en lille andel af dansk økonomi. Landbrugets produkter bruges selvfølgelig også i industriens på de store mejerier og slagterier, men mon dog en særlig stor del af den samlede industriproduktion reelt set er baseret på dansk landburg.
At landbruget er i en dødskamp understreges af metoderne, der tages i brug, som traktordemonstrationer og senest opfordringer til civil ulydighed. Det værste er sådan set, at landmændene gang på gang får deres vilje på denne måde. Det ses f.eks. ved, at et parti som Venstre med næb og kløer forsvarer landbruget, som vi så i det store energiforlig, hvor Venstres krav om penge til biogasanlæg mest er alt er kunstigt åndedræt til landbruget. Det er rimelig usandsynligt, at Aalborg ville få meget andet end en gigantisk bøde og hård påtale, hvis de trodsede den kommende nye lovgivning eller kørte cementblanderne ind på Christiansborg Slotsplads.
Så industrien har stor betydning for dansk økonomi og vil have det i de næste mange, mange år, mens landbruget, der bidrager mindre og mindre til BNP render med al opmærksomheden, særligt fra højrefløjen. Derfor er det vigtigt, at Mette Frederiksens udtalelser følges op af handling på området. Man må indse, at nogle af støtteordningerne til dansk landbrug, måske endda selveste EU-støtten, kan bruges bedre på støtte til at udvikle industrien og uddannelsen til de mennesker, der skal arbejde i den. Om ikke andet, hvis man bare for fremtiden lader landbruget og dets støtteordninger være og så brugte alt den politiske energi tidligere på at tale industrien op og vedtage nye tiltag til støtte for den i stedet for at tale mere om landbrug, så ville man nå langt. En ting man kunne gøre var at se på uddannelserne. HTX, erhvervskolerne og ingeniøruddannelserne, der bidrager med mange af industriens ansatte, skal tales op og have flere midler, så rekrutteringen til dem øges. På den måde vil videnssamfundet komme gennem industriens udvikling, ikke gennem dens afvikling.
Godt indlæg – det er vigtigt at gjort op med myterne om industrien. Ikke mindst for at få flere unge til at søge ind på de for industrien relevante erhvervsuddannelser, hvor der kommer til at mangle kvalificerede faglærte.
Dertil kommer at ca. Hver 2. eksportkrone kommer fra industrien.
VH Rasmus S H-N
Hvorfor er der ingen kildeangivelse til graferne i artiklen?
Det er der sådan set også, ved den første graf står der i de to linier lige ovenfor, at det er OECD’s tal, og i linien lige under den anden graf, at det også er OECD’s tal. Graferne har ikke selvstændig kildeangivelse, da det er min egen produktion ud fra OECD’s tabeller.