90mandater.dk har samlet de mest interessante links, spændende analyser og oversete artikler fra den forgangne uge. Denne uge om fattigdom, energieffektivitet og mediernes behandling af det kriseramte SF.
#1. ”Den rige verdens fattigdom…”
Rådet for Socialt Udsatte har publiceret en ny rapport om fattigdom, ”Jeg drømmer om, at min journal bliver brændt”, som er ugens absolutte must read! I en tid, hvor økonomiske problemer dominerer og regeringen lancerer reformer af stort set hele det sociale system, er det vigtigt at mindes om de sociale problemer på gadeniveau. I rapporten sætter socialt udsatte ord på deres egen fattigdom – især hvad fattigdom betyder personligt og socialt – hvilket står i skærende kontrast til det karikerede billede, som blev skabt i offentligheden i kølvandet på Carina-debatten. Her er et udpluk:
„Jeg skammer mig jo over at være bistandsklient. Sådan er der ikke nogen, der har lyst til at præsentere sig, og så ender jeg bare med at holde mig for mig selv.“
„Jeg har råd til mad, men jeg har ikke råd til selvværd!“
„Man føler sig pisset på, når man kommer og venter en time, og der så sidder en sagsbehandler og kun kan ens CPR-nummer.“
Rapportens hovedbudskab er, at det offentlige system lægger for meget vægt på at kontrollere både sig selv og brugerne, i stedet for at hjælpe udsatte mennesker videre i livet. Derudover kommer rapporten med konstruktive og konkrete forslag til, hvordan fattigdom kan bekæmpes og håndteres.
#2. Åh nej, ikke igen!
Man skulle ikke tro, at det var muligt, men Karl Smith forudsiger, at vi er på vej mod en ny boligboble.
“However, given the dynamics in the credit markets, stable prices do not seem like an equilibrium. Once prices stabilize the incentive to begin massively expanding credit to potential borrowers will be enormous and is likely to reignite.
I would tend to think it’s unlikely that we will get the kind of price appreciation we saw the first time around. However, it is not impossible, and it’s certainly possible to get a strong uptick in construction.”
Kryds fingrene og håb på, at han tager fejl!
#3. Den negative mediespiral
Det er et sjældent syn, at borgerlige politikere udviser sympati for folkesocialisterne. Ikke desto har den konservative Rasmus Jarlov for et øjeblik skrinlagt jagten på Ole Sohns kommunistiske fortid og kastet sig ud i et forsvar for det kriseramte SF. De to folkepartiers situation ligner til forveksling hinanden, hvilket åbenbart har fået Jarlov til at udtrykke solidaritet med SF – og mod medierne. Derfor har Jarlov i anledning af weekendens landsmøde i SF forfattet en lille manual for, hvordan medierne vil ”banke SF ned under gulvbrædderne”. Indlæggets pointe er, at medierne kører efter en fast skabelon, når et parti er i krise: Man skriver kun historier, der omhandler krisetendenserne, og kritiske byråds- og hovedbestyrelsesmedlemmer får stillet oceaner af spalteplads til rådighed til at pisse i egen rede. Dermed kommer partiet ind i en medieskabt negativ spiral:
”Sammenfattende er SF inde i et velkendt negativt kredsløb, som er ekstremt svært at komme ud af. Dårlige meningsmålinger giver dårlig omtale. Det får kommentatorerne til at tale om krise. Hvilket igen får journalisterne til at konfrontere folketingsgruppen med, at alle taler om krisen. Hvilket får meningsmålingerne til at falde yderligere. Hvilket derefter får folk fra baglandet til at lade sig lokke med taletid i fjernsynet, hvis de udtaler sig negativt. Hvilket igen giver journalisterne mere at skrive om. Det er alt i alt meget hårde og stærke kræfter, der går i sving, når først et parti kommer i den mediemølle, som SF er i lige nu. Det er synd for de mange loyale SF’ere, som hver dag arbejder hårdt og ikke falder deres parti i ryggen for at komme i medierne.”
Jarlov trækker selvfølgelig på De Konservatives egne bitre erfaringer fra de sidste par år. Desværre – for begge folkepartier – slutter han af med at konstatere, at ingen endnu har fundet vejen ud af den negative, medieskabte spiral.
#4. Energi-effektivitet
Centre for European Reform sætter i en artikel fokus på EU’s direktiv for energieffektivitet. Argumentet er, at øget energieffektivitet vil forbedre økonomien radikalt og derfor bør være helt centralt i disse krisetider:
“Failure to take firm action on energy efficiency would be bad news for the European economy. The Commission’s proposals are sensible, shifting the emphasis away from overall medium- and long-term targets – of which the EU has too many – towards annual obligations and specific actions which EU governments will have to take. Philip Lowe, EU director general for energy policy, correctly points out that using energy more efficiently would reduce the cost of importing energy, which was €400 billion in 2011, and create hundreds of thousands of new jobs. The EU has a non-binding target to become 20 per cent more energy efficient, compared to the predicted ‘business as usual’ trend, by 2020. At present it has only become nine per cent more efficient. (..) It is clear that failure to act on energy efficiency will cost the EU many billions – hard to justify under any circumstances, but even more so when finances are stretched.”
Artikel fremhæver Danmark som et forbillede: Vi bruger 40% mindre energi målt ift. BNP sammenlignet med gennemsnittet i EU. Dette skyldes at Danmark siden oliekrisen i halvfjerdserne har gennemført politiske, skrappe krav til bedre energieffektivitet. Så næste gang, at de liberale hyler op om, hvor stor en forbandelse al regulering er, så mind dem lige om, at det er godt for økonomien på lang sigt.
#5. En socialdemokratisk fem-punkts plan
Hopi Sen har skrevet et blogindlæg om, hvordan centrum-venstre skal håndtere den økonomiske /og politiske!) krise. Indlægget retter sig mod Labour, men er ligeså relevant for den danske venstrefløj. I indlægget advarer han mod tordnende, men tom retorik:
“It’s tempting, in the face of this [nedskæringer og skattelettelser, csl], to retreat into a fantasy world where George Galloway, Jean-Luc Melanchon, various protestors or the Greek left, all channeling fury and disgust into becoming a loud minority (..)
It’s even more tempting to believe that by offering a half hearted or rhetorical nod to such populist surges we can somehow ally fury on the left with fear at the centre to create a new political coalition for victory. (..)
Personally, I think this tends to lead you down the road into bullshit politics, where you say things you don’t really mean, on subjects you’re not really going to change all that much, in order to sound like you’re going to do more than you really are. This succeeds only in making yourself look pathetically weak-willed to your left, and frighteningly radical to the centre.”
Hopi Sen fremlægger i stedet en ny fem punkts plan, hvor gælden nedbringes gennem vækst og staten fremmer væksten gennem investeringer, der finansieres gennem prioriteringer og besparelser andetsteds. Fokus er altså på den private sektor, hvor væksten fremmes via statslige investeringer. Og netop dette fokus mangler i den hjemlige andedam, hvor venstrefløjens primære fokus hidtil har været på den offentlige sektor: Hvor skulle der bruges flere penge, hvem skulle have højere overførsler og hvordan lukker vi hullet i statskassen. Til gengæld har en bred politisk vision for hele økonomien været forbløffende fraværende.
Boblere
Ritt Bjerregaard skriver at pensionister ikke automatisk skal nyde godt af alverdens tilskudsordninger; Madsen slår et slag for det danske flag; og Niels Krause-Kjær har forfattet et skarpt fødselsdagsportræt af Erik Ninn-Hansen.
No comments yet.