Warning: Creating default object from empty value in /home/virtual/90mandater.dk/public_html/wp-content/themes/canvas/functions/admin-hooks.php on line 160

At eje hele verden

For nogle år siden fik den daværende danske finansminister Thor Pedersen den idé at lave lidt sjov under fremlæggelsen af rigets finanslov. Det var sådan set en prisværdig tanke, da det immervæk er ret kedeligt at høre om statsfinanserne (se under: Corydon, Bjarne). Desværre førte Thor Pedersens trang til et godt grin til følgende udtalelse, der har martret Venstre lige siden:

Hvis vi bruger vores store, fine tusindeårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så et det problem løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller – at de nok har en begrænsning alligevel.

Thor Pedersen prøvede, på sin egen forunderlige måde, at gøre grin med de ekstremt langsigtede fremskrivninger, som fra tid til anden bruges af økonomerne. Danmark ville løse globaliseringsproblemet ved ganske enkelt at eje hele verden – hvis man vel at mærke anvendte 1000-årige fremskrivningsmodeller. En sådan 1000-årig fremskrivning kræver minimum to antagelser. For det første må det antages, at nettoformuen over for udlandet som andel af BNP har en konstant stigningstakt. For det andet antages det, at forholdet mellem hele verdens bruttoprodukt og Danmarks BNP er konstant i de næste mange, mange år. Det er to faktorer der er åbentlyst absurde at fastlåse i flere 1000 år, bl.a. fordi Danmarks vækst er betydeligt lavere end Kinas og mange andre udviklingsland. I øvrigt, hvis man derudover antager at verden kan købes for et beløb svarende til verdens samlede BNP, så får man med Danmarks Statistiks tal for nettoformuen i 2007-2011, at Danmark ejer verden i år 4804 (Ja, vi udregnede det. Så må læseren selv afgøre, om det er vigtig viden, eller ligegyldig info).

Thor Pedersens uskyldige forsøg på at lave sjov med økonomerne gik hen over hovedet på de fleste. I stedet blev citatet lynhurtigt udnyttet af såvel oppositionen som medierne. Citatet udstillede VK-regeringens grænseløse arrogance: Hvordan kunne finansministeren dog sige, at der var penge til at købe hele verden, når han samtidigt krævede nedskæringer i kommunernes service til børn og ældre?

Denne skribent har – til trods for ellers klare socialdemokratiske holdninger – altid haft sympati for Thor Pedersen i denne sag. Måske skyldes det en broderlig solidaritet med folk, der har en misforstået form for humor. Man kan til evig tid diskutere om oppositionen og medierne ikke burde have pakket forargelsen væk og i stedet fundet smilene frem. Ligeledes kan man undre sig over, at en toppolitiker som Thor Pedersen ikke kunne forudse, at den humoristiske bemærkning ville blive taget ud af kontekst af medier og modstandere. Men sket er sket, og er det efterhånden ikke også temmelig ligegyldigt, hvad Thor Pedersen sagde?

Faktisk ikke! Thor Pedersens misforståede joke demonstrerer ikke blot det totale fravær af humor i dansk politik. Sagen er også et glimrende eksempel på en bredere tendens, hvor både politikere og medier sammenblander vidt forskellige økonomiske termer og i overdreven grad forsimpler komplekse problemstillinger. Lad os kigge lidt på Thor Pedersens konkrete udmelding igen: Thor Pedersen talte om hele Danmarks nettoformue over for udlandet. Nettoformuen omfatter både private borgeres, virksomheders og statens formue overfor udlandet. Hvad oppositionen og medierne derimod talte om var størrelsen på statskassen og muligheden for at bruge flere penge på daginstitutioner og ældrepleje. Men disse to ting har ret beset ikke noget med hinanden at gøre. Danmarks nettoformue over for udlandet vokser eksempelvis, når en virksomhed betaler sin gæld til udlandet, men det giver nu engang ikke flere penge i statskassen. Men den basale sandhed forhindrede hverken medier eller modstandere til at bruge de gode nyheder på én økonomisk parameter til at tæve løs på regeringen for ikke at opføre sig anderledes i forhold til en helt andet økonomisk parameter. At de to ting intet havde med hinanden at gøre blev ignoreret og overset.

Desværre kan man også i dag finde eksempler på tendensen til at blande begreber sammen. Dette gør sig især gældende i forhold til debatten om ”hullet i statskassen”. Her hersker der total forvirring! For ét hul er ikke bare et hul. På den ene side har vi den offentlige sektors faktiske saldo, som er et mål for statsfinanserne et konkret år. I 2011 endte denne saldo i et underskud på 35 mia, hvilket i høj grad kan tilskrives det faktum, at vi er i en lavkonjunktur, hvor skatteindtægterne falder, mens udgifterne til arbejdsløshedspenge stiger. På den anden side har vi det offentliges strukturelle saldo, der er et teoretisk begreb, der viser, hvordan den offentlige sektors under/overskud ville være, hvis der ikke var  prissvingninger, aktiekursændringer, arbejdsløshed langt over/under gennemsnittet og andre ekstraordinære ting.

Forsimplet sagt, så tager man de ”gode år” med overskud på den faktiske saldo pga. f.eks lav arbejdsløshed og undersøger, om de kan betale for det faktiske underskud i ”dårlige år”. Hvis de gør det, så går den strukturelle saldo i nul eller i overskud. Hele 2020-debatten handler om, at Danmark angiveligt har et milliardstort hul på den strukturelle saldo (En diskussion undertegnede tidligere har behandlet). Der er med andre ord to typer af huller i statskassen: Èt hul nu og her og ét hul på længere sigt. Idéen om, at Danmark pga. de seneste års statsunderskud skulle være på vej mod en græsk tragedie, bunder i en sammenblanding af to forskellige økonomiske begreber.

Politikere på begge fløje, debattører og medierne har nemlig formået at blande disse to ting godt og grundigt sammen. Regeringen bruger eksempelvis de nuværende statsunderskud som begrundelse for reformer af førtidspensionen og andre velfærdsydelser. Retorikken om at ”pengene fosser ud af det milliardstore hul i statskassen”, hvorfor det er nødvendigt med reformer nu og her, benyttes flittigt som argument for reformerne. Det sker til trods for, at reformerne overhovedet ikke påvirker saldoen på kort sigt, men reelt forbedrer den langsigtede, strukturelle saldo. Bevæger vi os over til den modsatte side af folketingssalen tordner oppositionspartierne om, at Danmarks statsunderskud gør en kickstart af dansk økonomi umulig, hvis vi samtidig skal overholde EU’s krav om en god strukturel saldo og nå 2020-målene. Ifølge denne mærkværdige logik kan staten ikke lave et engangsindgreb over for lavkonjunkturer, fordi man skal tage hensyn til den strukturelle saldo – selvom den strukturelle saldo som teoretisk begreb netop er renset for konjunkturernes påvirkninger.

Både venstre- og højrefløjen får det faktisk til at lyde som om, at vi i 2020 mangler et beløb svarende til de sidste års underskud på 35 mia. kr. (eller de 95 mia. kr. som regeringen mener det faktiske underskud bliver i 2012), selvom det nok kun handler om et noget mindre antal mia., særligt efter de betydelige forringelser af efterlønnen. Politikerne udnytter dybest set en almindelig lavkonjunktur til at skabe en meget høj grad af krisestemning, hvor man kan gennemføre langsigtede reformer. Det er som om regeringen ærger sig over ikke at være ved magten ved den egentligt krise  i 2008-9, så nu vil den skabe krisestemning, så man kan få sine ting igennem uden at skulle argumentere med meget andet en ”økonomisk ansvarlighed”. At øge krisestemningen med snak om og udførelse af offentlige besparelser er dog ikke ligefrem vejen ud af en lavkonjunktur, for den slags skaber frygt for fortsat lavkonjunktur og flere fyringer, hvilket mindsker privatforbruget, der ellers skulle trække økonomien op i højere omdrejninger. Regeringen risikerer altså med sin unuancerede krisesnak og besparelser at gøre dansk økonomi dårligere.

Til sidst skal det nævnes, at skræmmebilledet om, at Danmark skulle kunne ende som Grækenland, er decideret urealistisk. Danmarks ØMU-gæld var ved udgangen af 2011 på 46% af BNP mod Grækenland, hvis gæld var på over 120%. Samtidig havde Danmark sidste år kun et underskud på 1,8% af BNP, hvorfor vi har meget god tid til at løse problemerne før vi ender som Grækenland. Det er med andre ord mere sandsynligt, at Danmark ejer hele verden i år 4804, end at Danmark ender som Grækenland inden for de næste ti år (Og ja, den slags borgerlig-paranoide forudsigelser findes!).

* * * * *

About Allan Lyngs

Bachelor i matematik-økonomi og kandidat i Videnskabsstudier, Aarhus Universitet. Skriver især om økonomi, kommunal- og regionalpolitikske emner og forsknings- og universitetspolitik.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater - tilmeld dig vores nyhedsbrev.

2 Responses to At eje hele verden

  1. Søren Lester apr 23, 2012 at 21:30 #

    Ja, det kan være svært at holde styr på begreberne. Således er den offentlige sektors faktiske saldo IKKE et mål for statsfinanserne et konkret år, som du skriver, men et mål for den offentlige sektors (stat, regioner og kommuner) saldo.
    Der kan i øvrigt være god mening i at benytte en konjunkturel krise til at gennemføre strukturelle reformer. Krisen kan nemlig lede til en øget accept i befolkningen af, at der gennemføres reformtiltag, der gør ondt. Den accept vil være sværere at finde, i tider, hvor det går godt – for hvorfor skulle man gennemføre reformer, når det går godt?
    P.S. Bjarne Corydon har faktisk en ganske fin form for underspillet humor – synes jeg.

    • Allan Lyngs apr 25, 2012 at 11:50 #

      Jeg medgiver, at der skulle stå kommune-, regions- og statsfinanserne, det er smuttet i korrekturen. Beklager.
      I forhold til det andet du skriver, så må jeg sige, jeg er lodret uenig. Idéen om “aldrig at lade en god krise” gå til spilde er absurd. Hvis reformerne virkelig er nødvendige, så må man overbevise befolkningen om det, i stedet for at vente på en krise/tale en krise op og bruge den som undskyldning. Og det kan lade sige gøre, Velfærdsreformen fra 2006 blev f.eks. gennemført på et tidspunkt, som vel ikke ligefrem kan kaldes en krisetid.
      Desuden er det generelt en dårlig idé at spille på (og øge) krisestemning, da det har en tendens til at forlænge krisen.

Skriv et svar