Demokratiet undergraves oppefra

For en uges tid siden nød jeg solskinnet, morgenkaffen og de nylige socialdemokratiske valgsejre på min altan. Men da jeg bladrede i Politikens debatsektion kunne jeg konstatere, at ikke alle delte min forårsglæde. I indlægget Europas største problem er vælgerne gjorde Frederik Wiedemann status oven på de nylige valg i Tyskland, Frankrig og Grækenland. Og det var bestemt ikke en optimist, der havde sat sig bag tastaturet. Vælgerne havde ifølge Wiedemann gjort det ”svært at få arbejdsro til at gøre det nødvendige”, da de ikke bakkede op om den ansvarlige vej ud af krisen:

”Jeg (har) svært ved at glæde mig over folkets stemme for tiden. Ingen har den endegyldige kur mod krisen, men jeg tror mere på IMF’s økonomer end på de græske vælgere: Gældskrisen kræver offentlige opstramninger for at undgå endnu større problemer. (..) Problemet er utålmodige og naive vælgere, som stemmer på de politikere, der lover den nemmeste vej ud af krisen – uanset hvor kortsigtede og opportunistiske deres løfter er. (..) Det sidste, Europa har brug for lige nu, er politisk handlingslammelse i Grækenland og en opportunistisk socialist ved roret i Frankrig. Men det har vi fået, og det er vælgernes skyld. Selv om vi alle er enige med Churchill i, at demokrati er den mindst ringe styreform, ville jeg ønske, at det ikke var valgår i Frankrig, Tyskland og Grækenland. Teknokrat er ikke længere et skældsord, når grækerne og italienerne taler om en ‘teknokratregering’ uden politikere, men med embedsmænd eller en økonomiprofessor som Mario Monti i spidsen. (..) Krisen har med andre ord gjort vælgerne til en trussel, mange helst ville være fri for.”

Lad os et øjeblik se bort fra, at IMF faktisk advarer mod de ”offentlige opstramninger”, som Wiedemann ellers tager dem til indtægt for, og i stedet vende os mod den åbenlyse skepsis over for demokratiet, som gennemsyrer indlægget. Europas problemer handler ikke om komplicerede problemer som indretningen af den monetære union eller finansverdenens krumspring. Næ nej, problemet er i sidste ende vælgerne, der lader sig lokke af populistiske politikere – og populistiske politikere, der lader sig lokke af vælgerne. I Wiedemanns univers er vælgerne at betragte som børn, der – hvis de får muligheden for det – laver et forfærdeligt rod, smadrer porcelænet og vælter hele huset. Derfor skal de med alle tænkelige midler enten overtales, tvinges, lokkes eller snydes til at opføre sig ordentligt, spise deres grønsager og gøre det fornuftige.

Næppe en opfattelse, som kan betegnes som en ringing endorsement af demokratiet.

Wiedemanns indspark i Politiken er blot det seneste eksempel på en bredere tendens, hvor der sættes spørgsmålstegn ved demokratiet. Det er den samme skeptiske tendens, der kommer til udtryk, når erhvervslivets spidser brokker sig over, at politikkerne lider af akut vælgerangst og derfor ikke tør ”gøre det rigtige”. Når statskundskabsstuderende – halvt i spøg, halvt i alvor – bekræfter hinanden i, at hverken politikere eller vælgere har tilstrækkelig indsigt i samfundet til at træffe kvalificerede beslutninger. Når en ansat i centraladministrationen med et glimt øjet konstaterer, at der ”heldigvis” ikke er mere end tre ministre med en ikke-akademisk baggrund i regeringen. Og når en dansk professor hilser teknokratregeringerne i Grækenland og Italien velkommen med ordene ”endelig nogen, der ved noget”.

Holdningen om, at folkestyret i bund og grund er til besvær, trives således i bedste velgående, især blandt de veluddannede grupper i samfundet. Tidligere har den levet et stille liv i det skjulte, men i Finanskrisens kølvand er den nu kommet frem i det åbne. Ingen tager skridtet fuldt ud og foreslår, at demokratiet skrottes. Men vi er langt væk fra de ædle liberale idealer om, at oplyste og engagerede borgere ved, hvad der er bedst for dem selv. Væk er troen på, at demokratiet sikrer, at den førte politik kommer hele samfundet til gode. Væk er tidligere tiders konsensus om, at alle borgeres stemme skal høres ligeligt. Tilbage står kun, at demokratiet er den mest legitime styreform. Men når vælgerne betragtes som uvidende børn er vi kun ét skridt fra at foreslå, at de voksne – de veluddannede, eksperterne, eliten – skal påtage sig rollen som ansvarlige forældre, varetage børnenes tarv og træffe de nødvendige beslutninger på deres vegne.

Men er det nu også så slemt med lidt sund skepsis over for vælgerne, politikerne og folkestyret? Herregud, det er jo bare tom retorik uden betydning, ikke sandt? Nej, udviklingen er særdeles faretruende. Som Thomas Dye & Harmon Ziegler har argumenteret for i The Irony of Democracy er samfundstoppens opbakning til demokratiet afgørende for demokratiets overlevelsesmuligheder:

”It is the irony of democracy that the survival of democratic values – individual dignity, limited government, equality of opportunity, private property, freedom of speech and press, religious tolerance, and due process of law – depends on enlightened elites. The masses respond to the ideas and actions of elites. When elites abandon democratic principles, or the masses lose confidence in elites, democracy is in peril”.

Når samfundstoppen først begynder at tvivle på demokratiets berettigelse, begynder demokratiet altså at være i alvorlig livsfare, lyder argumentet. Teorien forklarer blandt andet, hvordan de demokratiske normer og styreformer i 30`ernes Tyskland eroderede bort, da tunge samfundseliter – militæret, erhvervslivet, aristokratiet – vendte demokratiet ryggen og i stedet tegnede abonnement på mere totalitære løsninger.

Dertil er vi bestemt ikke kommet i Danmark. Hverken direktøren for Dansk Industri, forsvarschefen eller Kongehuset har trods alt siddet i Aftenshowet og foreslået en alternativ styreform. Men den stadigt mere kritiske indstilling, hvor vælgerne og folkestyret opfattes som en hindring for saglige og rationelle løsninger, bør ikke desto mindre få alle advarselslamper til at lyse rødt.

Derfor er det også overraskende, at vores folkevalgte politikere er så tavse i denne debat. I ti år har der ellers raset en såkaldt ”værdikamp”, hvor politikerne i tide og utide har stået på nakken af hinanden for at forsvare demokratiet. Det er under ti år siden, at Danmark drog i krig under demokratiets banner. Muslimske kvinder har knap kunne iføre sig et tørklæde, uden at det er blevet udlagt som den sikre vej til demokratiets afskaffelse. Vi har gudhjælpemig også strikket en Demokratikanon sammen i processen. Men når samfundstoppen sætter spørgsmålstegn ved demokratiets grundpiller, er reaktionen åbenbart øretøvende tavshed fra Christiansborg.

Måske det er på tide, at partilederne kommer ind i værdikampen og gør dette til emnet for deres grundlovstaler om en uges tid?

,

5 Responses to Demokratiet undergraves oppefra

  1. Lars-Emil Woetmann maj 28, 2012 at 13:38 #

    Godt indlæg. Lad dem læse noget Ranciére.
    Iø. var Asger Aamund jo meget tæt på at foreslå demokratiet afskaffet i den undtagelsetilstand, der hedder den globale konkurrence:
    http://www.b.dk/kommentarer/kan-demokratiet-stadig-betale-sig

    • Steffi jun 29, 2016 at 12:07 #

      disse:I would like to thnkx for the efforts you have put in writing this site. I’m hoping the same hi-ahgrgde website post from you in the upcoming as well. In fact your creative writing skills has encouraged me to get my own blog now. Actually the blogging is spreading its wings rapidly. Your write up is a great example of it.

    • Lucianno,Eu não tenho informações mais recentes sobre Taizé, desculpe-me.Mas a vontade divina é sem dúvidas “que todos se salvem e cheguem ao conhecimento da Verdade” (), ou seja, que todos sejam católicos.Abraços, Jorge

  2. Immigration Advicers in Graves end okt 21, 2012 at 16:01 #

    I know this if off topic but I’m looking into starting my own weblog and was curious what all is required to get set up? I’m assuming having a blog like yours would cost a pretty penny?
    I’m not very web smart so I’m not 100% sure. Any suggestions or advice would be greatly appreciated. Appreciate it

  3. Lasse E jul 30, 2014 at 01:28 #

    “Holdningen om, at folkestyret i bund og grund er til besvær, trives således i bedste velgående, især blandt de veluddannede grupper i samfundet. ”

    Forklaringen er ligeså enkel som den er ubehagelig: For at få topposterne må man ikke lægge sig for meget ud med de kapitalstærke. De kapitalstærke har holdninger som skal tilgodese deres interesser. Dvs. styrke deres kapital og deres indflydelse i verden. De opfatter demokratiet som en trussel mod deres kapital og deres indflydelse i verden. Det er besværligt for dem at demokratiet blander sig. Det er forklaringen.

    Det er samtid også forklaringen på hvorfor socialdemokratismen har trange kår rent ideologisk. Socialdemokraterne vil ikke gøre op med de kapitalstærke og den præmis at det er dm og deres penge som skal styre udvikingen i verden. Når man ikke vil det, ja så vinder de kapitalstærkes ideologi, for de har jo den reelle magt.

Skriv et svar