Romney ruller med de rige – Obama er bare rig

I anledning af folkemødet, hvor den politiske elite, has-beens og wanna-bees deler ligegyldigheder fra kommunikationsbranchen og PESEDAS-analyser gennem mørke Ray-Ban solbriller, mens der spyttes i halvlunke folkelige fadøl, har vi kigget på, hvordan præsidentkandidaterne i Guds eget land finansierer deres kommende præsidentvalg – og hvem af de to kombattanter, der tilsyneladende er mest in-touch med folket.

I den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor der kæmpes indædt om at have middelklassen på sin side, er det ikke kun det samlede beløb i kampagnekassen, der er er afgørende. Antallet af smådonationer – hvor selv Joe The Plumber kan være med – er blevet synonymt med kandidaternes forbindelse til folket. Og hvem er så middelklassens sande helt – Obama eller Romney?

De seneste tal fra den amerikanske valgkommission viser, at Obama rejste $ 132,4 mio. fra donationer på under $ 200. Det svarer til 55 pct. af præsidentens kampagnemidler. Mitt Romney hentede kun 15 pct. (14,5 mio. dollars) af sine kampagnepenge fra donationer i den størrelse.

Den republikanske kandidat har til gengæld godt fat i de velhavende amerikanere. 60 pct. af pengene i Romneys kampagnekiste kommer fra donationer på 2500 dollars, hvilket er grænsen for privatbidrag til en kandidat. Her halter Obama efter. Store donationer har kun bidraget med 23 pct. af hans samlede beholdning.

Opgørelsen viser, at hvor Obama succesfuldt rejser penge fra mange smådonorer, støtter republikaneren sig op af færre store donationer. Selvom Romney har succes blandt de velstillede, og opgørelsen bekræfter billede af republikanerne som et parti, der høster opbakning i det bedre borgerskab, bør Obama ikke frygte Romneys pengemaskine: Barack har modtaget bidrag til en samlet værdi af 240 mio. dollars (!) i modsætning til Mitts 98 mio.

Republikanerne i gear

Og dog. For i takt med at de andre republikanske præsidentkandidater erkendte nederlaget og stimlede sammen om mormonen fra Bain Capital, har Romneys kampagnemaskine vist tænder, og maj måned viste en ny interessant tendens. Her lykkedes det Romney at rejse 76 mio. dollars, hvilket var første gang, at republikaneren slog sin demokratiske modkandidat, der ‘kun’ tilføjede 60 mio. ekstra til bankbogen.

LÆS OGSÅ: Obama fortæller sandheden – om Romney

Romneys opbakning fra den meninge amerikaner med småpenge på kontoen, er imidlertid ikke blevet forstærket. Romneys kampagnefolk oplyser, at de fik 12 mio. dollars fra donationer på under $ 250 – hvilket svarer til 15 pct. af totalen og stemmer nogenlunde overens med gennemsnittet for valgkampen indtil nu. Obamas folk har ikke oplyst mængden af dollars, der kom fra bidrag på under $ 250, men skriver, at 98 pct. af alle bidrag var i den størrelse. Tallet fra Romney var 92 pct.

Maj måned viser, at Romney & republikanerne er kommet i kampagneomdrejninger og hurtigt fylder finansielle muskler i kampagnekassen. Det bliver spændende at se, om sidste måneds resultat var en enlig succeshistorien, som når FC Nordsjælland vinder superligaen, eller om Romney & co. holder maskinen i gang, og gentagende gange slår Obama i pengespillet.

Den siddende præsident fører indtil nu både i pengekapløbet og i kampen om den jævne amerikaners tegnebog.

I Danmark lever vi i ’lykkelig’ uvidenhed

I en dansk kontekst er det interessant at bemærke, at man slet ikke kan lave samme opgørelse for de hjemlige partier, med mindre partierne af frivillighedens vej stiller informationerne til rådighed.

LÆS OGSÅ: Pinocchio, Obama og skideballe på CNN

Danske partier aflægger regnskaber hvert år, hvoraf deres indtægter fremgår, men kun enkeltbidrag på mere end 25.000 skal oplyses ved navn. Giver man under 25.000 kr. kan man som interesseret borger hverken vurdere antallet af bidrag eller deres størrelse i kroner i ører. Tjek selv.

Ikke just gennemsigtigt, demokratisk .. eller folkeligt. Det kan landets politiske bourgeoiseri på Bornholm måske drøfte i pauserne mellem rygklapperiet, debatterne og de lunkne fadbamser..

About Magnus Barsøe

Cand.merc fra Copenhagen Business School og City University of Hong Kong. Forsøger at blogge sagligt om økonomi, politik, gældskrisen og politisk marketing.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater. Sign up og modtag en email, når der er nyt på bloggen.

, ,

3 Responses to Romney ruller med de rige – Obama er bare rig

  1. Morten 17. juni 2012 at 10:51 #

    Spændende analyse.

    Selvom partierne er tvunget til ved lov at opgive hvor mange penge de formår at fundraise, har loven mistet meget af sin effekt pga. de såkaldte “outside grups”, også kaldt super PACs.

    Se f.eks. i denne analyse hvor dominerede konservative super PACs er:

    http://www.opensecrets.org/news/2012/05/super-pac-spending-teeters-at-100-million-mark.html

    Ingen kan derfor reelt vide hvor mange penge kandidaterne har bag sig. Desværre.

  2. Jørgen Olsen 17. juni 2012 at 11:34 #

    Ann Coulter har skrevet en tankevækkende lille artikel om ‘Den Stenrige Romney’ Angrebene mod ham for hans engagement i Bain Capital klinger stille og roligt ud grundet manglende ægte substans. Manden har tjent sine penge. Basta. Vist at han har styr på økonomien, og ikke accepterer slendrian i sin virksomhed. Ganske sundt princip, hvis man ønsker overskud og for en nation.

    Coulter går så i ‘kødet’ på de mange stenrige Demokrater og hvordan de har ‘høstet’ deres formuer. Ganske interessant. Og ikke kønt.

    http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/04/ah-ja-stenrige-romney.html

    At de mange små kampagnemidler til Obama kommer fra små donationer er vel ganske naturligt da mange af bidragyderne må formodes at nyde godt at de sociale hjælpeprogrammer som Obama vil fastholde og udvide, hvorimod sponsormidlerne til Romney kommer fra de som skal skabe vækstgrundlaget for en genopliving af amerikansk økonomi -virksomhedslederne og erhvervsfolk.

    Betegnende er det også at mange at de ‘store’ filmstjerner støtter Obama helt uhæmmet. Disse mennesker på ‘den grønne gren’ ser kun på det overfladiske og følelsesbetonede, umiddelbart menneskekærlige, men kan ikke se de længererækkende skadelige konsekvenser for friheden og økonomien med en Obama i fortsat gældsætning af USA.

  3. Magnus Barsøe 17. juni 2012 at 17:02 #

    Att Morten. Ja, du har helt ret.

    Billedet bliver mere mudret, når man 1/kigger på beløbet som Demokraterne og Republikanerne rejser på partiniveau, og 2/forsøger at kaste lys over millionerne, der ruller ind i Super PACs.

    Vi følger også udviklingen med Super PACs på bloggen (som fx i denne post fra tidligere i år http://www.90mandater.dk/2012/01/03/politiske-taesk-pa-tv-i-iowa/)

Skriv et svar