På kun 12 år spiste Danmarks største bank sig vældig rund og vakkelvorn. Mens vi andre havde travlt med at købe fladskærme, samtalekøkkener og ferier til Thailand, tog Danske Bank adskillige kilo på, og befinder sig nu i en tonstung nordeuropæisk sværvægtsklasse med aktiver til en værdi af 3,4 billioner kroner, hvilket svarer til 192 pct. af moderlandets BNP.
Det stiller Danmark i et dilemma: Principielt er det ikke politikernes domæne at sætte grænser for virksomheders størrelse i en fri markedsøkonomi – så længe konkurrencestyrelsen ikke hejser flaget – men hvordan tackler man en bankkoncern, der nu er så velvoksen, at Danmark selv risikerer konkurs, hvis banken vælter? Og hvordan bremser man finanssektorens uhæmmede vækstlyst, så vi i fremtiden ikke risikerer enorme systemiske finansinstitutioner?
Send Danske Bank og resten af finanssektoren på slankekur
Nogle centrum-venstre folk argumenterer for en tvangsopsplitning af banker, før de vokser sig for vældige. Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan man gennemfører det i praksis: Hvor går ’det gyldne snit’ for finansielle institutioner, og hvordan undgår man, at bankernes manglende skalafordele overføres til forbrugerne i form af stigende priser? Samtidig er der ikke nogen sammenhæng mellem størrelse og bankforretningens risikoniveau. En lang række af Danmarks værste banker, der gik ned med bål og brand, var små provinsbanker med illusoriske ambitioner om verdensherredømmet, og størstedelen af bundskraberne i NIRO Invests rangliste over de mest risikable banker er mindre sparekasser og lokalbanker.
Staten kan ganske givet bedre håndtere kollapset af mindre pengeinstitutter, men hvis man udelukkende fokuserer på en grænseværdi for bankstørrelsen (fx 50 pct. af Danmarks BNP), risikerer man at fjerne blikket fra virksomhedernes gearing, udlånspolitikken og de generelle vilkår for bankforretningen. Og skatteborgerne er lige vidt, hvis de i stedet for at redde én fed finansinstitituion skal redde tre halvrunde. Risikoen i branchen forbliver den samme.
Jeg tror mere på en vifte af strukturelle initiativer, der grundlæggende ændrer branchens forretningsvilkår, strammer kapitalkravene og begrænser muligheden for gearing og gældsætning. Det vil i sidste ende betyde, at bankerne – uanset størrelse – driver en mere ansvarlig forretning, og at vi i fremtiden ikke risikerer insolvente banker i for fed til at fejle kategorien.
For det første skal man forstærke kravet til likviditet og egenkapital, i en form, der ligger i forlængelse af de internationale reguleringsregler i Basel III. Øger man kravet til bankernes kernekapital – kontanter og højlikvide aktiver i bankboksen – er bankerne nødt til at reducere balancen og/eller gearingen for at efterleve lovgivningen. Kravene i Basel III er dog så svage, at effekten bliver begrænset, og det kræver skrappere nationale krav, hvis gearingen for alvor skal sænkes.
Den forestående internationale reform, der indføres gradvist fra 2013 og frem mod 2019, indebærer, at bankerne som minimum skal have en leverage-ratio på 3 pct. i forhold til sikre og højlikvide aktiver. Det svarer til en gearing på 1:33. Det forsvarlige niveau er nærmere 1:20 eller måske 1:15.
For det andet skal vi sætte hegnspæle for indskudsbankernes forretning. En bankkoncern, der ligger inde med borgernes livsopsparinger, skal ikke handle med værdipapirer for egne og indskydernes penge, og som minimum skal al handel med derivater (futures på råvarer, gældspapirer, indekser osv.) forbydes for indskudsbanker. I USA er et lignende forslag – om end en anelse udvandet – implementeret under navnet The Volcker Rule som en del af Dodd-Frank Wall Street Reform fra 2010.
I Danske Bank-koncernen hedder investeringsafdelingen Danske Markets og Treasury, og afdelingen varetager både kundernes handler i værdipapirer og virksomhedens egne dispositioner. I årsrapporten fra koncernen fremgår det, at bankens investeringsgren bidrager med 13 pct. af koncernens profit (Årsrapport 2011:25). Men det er faktisk ikke retvisende.
Koncernen har fem forretningsområder, hvoraf kun tre gav overskud i 2011. De tre afdelinger, der endte i plus, skrabede en samlet før-skat profit sammen på 5,57 mia. kr. De to underskudsgivende divisioner kostede koncernen 1,37 mia. kr. Danske Markets gav altså 73 pct. (4,1 mia.) af koncernes nettooverskud på 5,57 mia. før resultaterne fra de to tabsgivende afdelinger trækkes fra. Faktisk gav Danske Markets alene næsten større overskud (4,1 mia.) end koncernen som helhed (4,2 mia.). Da Danske Bank konsoliderede investeringsforretningen i én afdeling i 2002, var overskuddet ‘blot’ 830 mio. kr.
Danske Bank-koncernens traditionelle bankaktiviteter med filialer på gadehjørnet, den månedlige overførsel til lønkontoen og erhvervsudlånet til købmandsforretningen udgør nu en forsvindende lille bid af profitten. I stedet er investeringsaktiviterne blevet en profitabel sidegeschæft med 852 medarbejdere, der i 2011 lavede et årsresultat på 4,1 mia. kr. ud af en totalomsætning i afdelingen på 5,7 mia. Til sammenligning havde den normale bankdrift 13.470 medarbejdere, en omsætning på 34,5 mia. og et underskud på -490 mio.
Det kræver ikke nogen phd. grad i logik at forudse, hvorfor Danske Bank – sammen med resten af den finansielle sektor – indædt bekæmper regulering af værdipapirhandel og derivatprodukter med luksuriøse middage på D’Angleterre til indflydelsesrige politikere, solide kampagnebidrag til slukne partikasser og veltalende lobbyister. Handlen med den uendelige liste af mere eller mindre eksotiske værdipapirer (aktier, optioner, futures, kunstige derivater, gældspapirer, rente swaps, valutaoptioner mv) er en yderst lukrativ forretning.
For det tredje skal vi droppe den betegnelse, som nærværende artikel gør sig skyldig i: At kategorisere banker som too big to fail. Det avler uansvarlig kommerciel adfærd – moral hazard. Alle private selskaber drives på markedsvilkår, og hvis ledelsen fejler i risikostyringen, eller aktionærerne ikke stiller de kritiske spørgsmål tids nok til at redde selskabet, skal virksomheden lukke. Er banker insolvente, skal de gå ned. Hvis man tillader banker at vokse sig enorme, og derefter rubricerer dem som systemisk vigtige, avler man økonomisk arrogance, og tilskynder blot andre finansielle institutter til samme vokseværk. Ingen er for store til at fejle.
For det fjerde skal vi herhjemme – på trods af kritik fra de internationale ratingbureauer – holde fast i den fremgangsmåde, hvorpå vi afvikler krakkede pengeinstitutter: En struktureret konkurs, hvor banken lukkes, ledelsen fyres, indskuddene sikres, aktionærer og investorer mister deres tilgodehavende, de ’dårlige’ aktiver flyttes til en anden enhed (Finansiel Stabilitet) og virksomheden genopstår ud af ruinerne. I andre lande – særligt USA – lader man ofte banker, der reelt er insolvente, leve videre og pumper dem op med statsgarantier og billig kredit i håb om, at de vil låne kapital til erhvervslivet og sætte gang i samfundshjulene. I stedet benytter bankerne pengene til at dække hullet fra massive nedskrivninger, og politikernes redningspakker skaber et bankmarked med institutioner, der lever, men tåger rundt i en zombie-lignende tilstand med tonsvis af dårlige udlån, der kun langsomt forsvinder for balancen, samtidig med at de viger tilbage for at låne til selv sunde virksomheder af frygt for balancevækst. Brændt bank skyr lånere.
Den strukturerede bankkonkurs, hvor private investorer tvinges til tab, tjener som forbillede for resten af det europæiske fællesskab, og er præcis det modsatte af ’den irske model’, hvor skræmte politikere garanterede alle private investeringer i landets banker med skattekroner og kollektiviserede den milliardgæld, som finanssektoren opbyggede under ørigets boligbobbel. Staten skal stå vagt om et bærende princip i en markedsøkonomi: Med højere afkast følger højere risiko. Der findes ikke risikofri investeringer.
LÆS OGSÅ: Politikerne skabte gældskrisen
For det femte bør vi indføre en finansiel transaktionskat, der tager luften ud af finanssektoren, og lægger en dæmper på spekulation og derivathandel. Afgiften rammer ikke specifikt balancen for Danske Bank-koncernen, men reducerer mængden af de risikable finansielle væddemål, der ifølge Bank Of International Settlements (futures + options, ingen Over-The-Counter) udgør et marked på – hold fast – 2.159.503 mia. dollars. Derivathandel er en af de primære årsager til finanssektorens enorme vækst og profit, og de kasinolignende-værdipapirer skabte ikke øget risikospredning. Meget tyder faktisk på det modsatte. En transaktionsskat vil samtidig varme i de pressede europæiske økonomier, da Europakommissionen estimerer, at en beskatning på 0,01 % på alle finansielle transaktioner giver en årlig indtægt på 57 mia. euro, eller 427 mia. kr.
Tillid gør man sig fortjent til
En kommende reform af finanssektoren handler grundlæggende om at sikre en forretningsmæssig og politisk struktur, der afføder vedvarende tillid i markedet og hos befolkningen. Finansfolk, lobbyister fra banksektoren og naive politikere argumenterer for, at samfundet genopretter tilliden til finanssektoren med imponerende rekapitaliseringer i milliardklassen, fuldstændige statslige garantier til investorer og offentlige tillids-tilkendegivelser fra politikere. Jeg deler ikke denne opfattelse.
Man opbygger ikke tillid ved at tale om det, eller ved at strikke akutte redningstiltag sammen over en weekend. Tillid får man ikke overdraget ved en ceremoniel lejlighed. Tillid er noget, man gør sig fortjent til.
Banker får borgernes og markedets tillid ved at have sunde veldrevne forretninger, der ikke gambler for lånte penge, og hvor et mønster af ansvarlige overskud bestyrker den tillid.
LÆS OGSÅ: De tre mest populære artikler i bloggens historie (!)
Politikere får borgernes og markedets langsigtede tillid ved at foretage velovervejede, nødvendige og hårde reformer i opgangstider – og i pressede natlige forhandling, mens uret tikker ned til børsernes åbning. Politikere genopretter tilliden til finanssektoren ved at udarbejde og stå vagt om lovgivning, der tager luften ud af branchens risikable vækst, indskrænker markedet for derivater og lader hammeren falde over uduelige virksomhedsdirektører, når manden med insolvensen står for døren. Når en bank råber på redning, skal størrelsen ikke være en forhindring for at foretage den korrekte politiske handling: At restrukturere banken og tvinge de private investorer til at tage tab. Aldrig mere Irland.
***
Vi har indtil videre passivt set til, mens Dansk Bank-koncernen voksede sig stor og mægtig. Fra spinkel knægt i børnehaveklassen til en velnæret skolegårdsbølle med et permanent fripas fra eftersidning. Spørgsmålet er nu, hvordan vi får virksomheden – og resten af de finansielle supermarkeder – ned i en størrelse, hvor de ikke længere udgør en systemisk risiko for Danmark.
Jeg holder på, at en kombination af strukturelle forudsætninger vil genskabe en sund, solvent og stabil finanssektor: 1/Bankerne skal altid have en stor kapitalreserve i boksen til at absorbere tabsgivende lån, 2/mærkbare begrænsninger på derivathandel, 3/en transaktionsskat og 4/en ’afviklingspolitik’, hvor ingen banker er for store til at mærke det kolde metal fra pistolløbet mod panden, hvis konkursen truer. Ingen banker er for store til en kontrolleret afvikling, hvor de private investorer taber deres investering.
No comments yet.