Nekrolog for ejendomsværdiskatten

Ejendomsværdiskatten (R.I.P.)

Mens både politikere og medier har haft fokus på nedskæringerne i overførselsindkomsterne, er et meget betydeligt element i regeringens skattereform gået stort set ubemærket hen: Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten fortsætter mange år fremover, og dermed har et bredt flertal i Folketinget reelt afskaffet boligskat som en betydningsfuld indtægtskilde for statskassen. Det betyder færre penge i statskassen, øget ulighed og større risiko for økonomiske kriser i fremtiden.

Det var med stor beklagelse, at jeg for knap to uger siden modtog meddelelsen om, at ejendomsværdibeskatningen er afgået ved døden. Jovist, man vil til næste år, og formentlig mange år frem, kunne se en lille rubrik med ’Ejendomsværdiskat’ på årsopgørelsen. Men skattereformen har definitivt aflivet ejendomsværdiskatten som en reel og betydelig indtægtskilde for den danske stat.

Et produkt af pinsepakken
Ejendomsværdiskatten i dens nuværende form blev indført under Nyrup-regeringen i forbindelse med pinsepakken fra 1998. Den erstattede den gamle boligskat med det lidt kryptiske navn ’lejeværdi af egen bolig’. Den opgøres som 1 % af den del af den offentlige ejendomsvurdering, der ligger under 3.040.000, og 3 % af den del der ligger over. Ejendomsværdiskat bidrog i 2002 med godt 10 milliarder kroner til statskassen.

Men da Fogh indførte skattestoppet pr. 1. januar 2002, blev ejendomsværdiskatten fastfrosset. Den offentlige vurdering, der ligger til grund for ejendomsværdiskatten, må nemlig ikke overstige vurderingen pr. 1. januar 2002. Det betyder i praksis, at ejendomsværdiskatten er fastfrosset i kroner og øre, mens alle andre priser i samfundet stiger. Så selvom boligen er steget markant i værdi siden da, og ejerne har taget store lån i friværdien, betaler de stadig den samme ejendomsskat som før 2002.

Dermed bliver provenuet fra ejendomsværdiskatten gradvist udhules. Det offentlige kan ganske enkelt ikke bygge lige så mange skoler eller aflønne lige så mange sygeplejersker for 10 milliarder i 2012, som man kunne for 10 milliarder i 2001.

10 års fastfrysning = 50 % udhulning
Finansministeriets egne beregninger viser da også, at det har gjort stort indhug i de offentlige finanser. Statskassen gik i 2011 gik glip af over 8 milliarder kroner på grund af fastfrysningen. Andre undersøgelser viser, at udhulningen svarer til, at man havde halveret ejendomsværdiskatten. Det betyder, at selvom vi på papiret stadig har en ejendomsværdiskat på 1 % af ejendomsvurderingen, så svarer den nu i virkelighedens verden kun til 0,5 %.

Med forrige uges skatteaftale valgte politikerne at videreføre fastfrysningen af ejendomsværdiskatten. Med åbne øjne skrev regeringen selv i sit udspil, at ”Regeringen vil desuden fortsætte fastfrysningen af ejendomsværdiskatten uændret. Det vil isoleret set medføre en nedsættelse af boligbeskatningen i perioden.” (Danmark i arbejde, side 21) . Det er altså et helt bevist politisk valg fra regeringen, at udhulningen af ejendomsværdiskatten fortsætter.

Skatteaftalen indfases frem mod 2023, og det er næppe realistisk, at der vil ske ændringer inden da, da Socialdemokraterne, SF og de Radikale nu også har bundet sig til fastfrysningen. Finansministeriets fremskrivninger viser, at prisen for boligskattestoppet i 2019 vil være steget til godt 12 milliarder, og det vil uden tvivl være endnu mere i 2023. Altså en yderligere markant udhulning af ejendomsværdiskatten. Hvis udviklingen fra de sidste ti år fortsætter, vil ejendomsværdiskatten til den tid kun udgøre omkring 25 % af, hvad den gjorde i 2001.

Dermed må ejendomsværdiskatten siges at være de facto afskaffet og kan nu stedes til hvile ved siden af efterlønnen. Ikke afskaffet med en enkelt, dramatisk manøvre, men ved mange års gradvis udsultning og udhulning.

Fastfrysning var dyrt, ulighedsskabende og økonomisk hasard
Og hvad så, kunne man spørge? Hvorfor skriver jeg – som er boligejer – at det er med beklagelse, at jeg har modtaget nyheden om boligskattens afskaffelse? Det gør jeg, fordi det er helt hul i hovedet at fjerne ejendomsværdiskatten. Faktisk har stort set alle økonomer i det her land – Vismændene, Velfærdskommissionen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, sammen med en god del af dem uden for landet – EU-kommissionen, OECD – anbefalet det stik modsatte, nemlig at hæve den! Det er der tre grunde til:

For det første, er skat på bolig mindre forvridende end skat på arbejde. Ved at hæve boligskatterne kan der skaffes finansiering til at sænke skatten på arbejde. Modsat skat på arbejde, er skat på bolig ikke noget, der dæmper lysten til at arbejde. For en regeringen, der har gjort alt til et spørgsmål om arbejdsudbud i 2020, er det svært at forstå, at man friholder ejendomsværdiskatten. Havde man fx med skattereformen vedtaget at føre ejendomsskatten tilbage til niveauet fra 2001, havde det alene kunne finansiere omkring 2/3 af reformen. Men stedet for at droppe udhulningen af ejendomsværdiskatten, foretrak SSFR som bekendt at udhule over overførselsindkomsterne.

LÆS MERE: Reformer kan ikke betale for skattestoppet

For det andet, så giver skat på bolig mere økonomisk lighed. Det er dem med de mest velstillede, som ejer de største huse, og som derfor også der dem, der betaler mest i ejendomsværdiskat. På den måde er skatten meget progressiv. Status efter ti år med udhulning er da også, at uligheden er steget markant, idet de rigeste har fået langt de fleste skattelettelser, hvilket blandt andet er dokumenteret af Det Økonomiske Råd (Efterår 2011, fra side 214).

Endelig, for det tredje, så giver ejendomsværdibeskatning øget økonomisk stabilitet. Det skyldes, at ejendomsværdiskatten er det, som økonomerne kalder en ”automatisk stabilisator”: Når boligpriserne stiger, stiger også skatten, hvilket lægger en dæmper på stigningerne. Omvendt når boligpriserne falder, så falder også skatten, hvilket holder hånden under boligpriserne. På den måde minimeres risikoen for store udsving, sådan som vi har oplevet de sidste ti år. Ifølge økonomer er fastfrysningen af ejendomsværdiskatten da også – sammen med de afdragsfire lån – hovedårsagen til overophedningen af boligmarkedet i 2006-2007. Og dermed også en væsentlig årsag til den krise, vi står i nu.

Ejendomsværdiskatten kunne altså have skaffet penge til at lette skatten på arbejde, den kunne have sikret øget økonomisk lighed, og den kunne sikre at vi fremover blev bedre polstret mod økonomiske kriser. Regeringen har dermed formået at aflive den eneste skat, som kunne opfylde tre af de centrale udfordringer, den selv opstillede i sit regeringsgrundlag.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater - tilmeld dig vores nyhedsbrev.

, ,

No comments yet.

Skriv et svar