Hvor sikker er fastkurspolitikken (del 3): Den potentielle trussel

Hvis Den Europæiske Centralbank sender renten i vejret, er Danmark på spanden. Groft sagt.

Det skyldes en stribe faktorer, som vi vender tilbage til, men det bunder i, at Danmark har snøret kroneværdien fast til euroen – dvs. fører en fastkurspolitik. Det betyder nemlig, at politikere og Nationalbanken deponerer et væsentligt økonomisk redskab hos den Europæiske Centralbank (ECB): Rentepolitikken.

Vi er nu kommet til tredje og sidste afsnit i serien om Danmarks fastkurspolitik: Den potentielle trussel.

LÆS AFSNIT 1: Den aktuelle trussel (del 1)

LÆS AFSNIT 2: Den langsigtede trussel (del 2)

Sammen følges vi ad

Hvis kronekursen forbliver uændret, er det bydende nødvendigt, at Nationalbanken lader den danske rente følge Euro-renten.

Ofte sætter ECB en rente, der ikke ligger fjernt fra den, som Nationalbanken frivilligt ville sætte i fraværet af fastkurspolitikken, men det er ingen naturlov, at det forholder sig således. Eksempelvis er det overvejende sandsynligt, at den boligboble, der udviklede sig i midten af nullerne, kunne have været afværget eller i det mindste begrænset, hvis renten var sat højere.

BOKS. Hvorfor skal den danske rente (diskontoen) ligge tæt på ECBs?

For at undgå pres på kronen.

Hvis Nationalbanken sætter renten væsentligt højere end Den Europæiske Centralbank (ECB), vil investorer veksle deres euro til kroner for at opnå et højere afkast. Dermed presses kronens værdi op, og fastkurspolitikken må opgives. Hvis Nationalbanken sætter renten væsentligt lavere end ECB, vil investorer veksle deres kroner til euro for at få et højere afkast. Hermed presses kronens værdi ned, og fastkurspolitikken må opgives.

Der er ikke noget nyt i, at de økonomiske beslutningstagere i Danmark ikke kontrollerer den danske rente. Situationen var den samme inden eurosamarbejdet, blot var den danske krone bundet til D-marken. Det nye er, at rentepolitikken i dag er et meget potent instrument i kraft af den store udbredelse af lån med rentetilpasning.

Den lave rente, som ECB i øjeblikket udstikker, begunstiger de danske boligejere, hvilket bidrager til at holde hånden under dansk økonomi. Det store spørgsmål er, hvad der sker med den danske økonomi, hvis ECB pludselig øger renten markant.

30.000 kr. om året for hver husholdning

Alene de ét-årige rentetilpasningslån hos de danske realkreditinstitutter beløber sig til over 1.000 mia. kroner. Stiger renten med fem procent, stiger renteudgifterne altså med over 50 mia. kr. om året. Et hurtigt overslag afslører, at en gennemsnitslige familie i ejerbolig – efter skattefradraget – får en årlig merudgift på omtrent 30.000 kr. Skønt estimatet ikke er uden usikkerhed, er størrelsesordenen i sig selv skræmmende.

Og effekten stopper langt fra her. De 1.000 mia. kroner omfatter nemlig alene de helt korte realkreditlån. Dertil kommer banklån og de realkreditlån, der løber over to, tre eller fem år, som efterhånden skal fornys.

En bølge af tvangsauktioner vil utvivlsomt ramme det danske boligmarked. Samtidig vil det blive markant dyrere for nye boligejere at finansiere deres boligkøb. Begge dele vil føre til drastisk faldende boligpriser.

Højere renter giver lavere boligpriser

Nationalbanken opstillede i 2011 en model over det danske boligmarked, hvori de vurderer, at en forøgelse af den korte rente på én procent fører til boligprisfald på omtrent 9 procent.

Hvis man tager Nationalbankens resultater for pålydende, medfører en renteforøgelse på fem procent således et fald i boligpriserne på omtrent 36 procent (exp(-0,09*5)-1). Et så drastisk prisfald vil bringe realkreditinstitutterne i fare. Og udløse en meget dyb lavkonjunktur.

Det er højst tvivlsomt, at danske politikere accepterer en sådan situation. Skulle ECB pludselig hæve rentesatsen markant, vil Nationalbanken med al sandsynlighed tvinges til at holde hånden under de danske boligejere med rentetilpasningslån. Ikke alene for boligejernes, men i mindst lige så høj grad for samfundsøkonomiens skyld. Den absolut mest simple og mest effektive måde, hvorpå Nationalbanken i denne hypotetiske situation undgår drastisk stigende låneudgifter, faldende boligpriser og en destabilisering af realkreditinstitutterne, er ved at opgive fastkurspolitikken og derved slippe for at hæve renten.

Alle aktører – navnligt Nationalbanken – vil naturligvis afvise, at et brud med fastkurspolitikken kan komme på tale:

”Vi ser gerne, at omfanget var noget mindre af de variable lån. Vi kan ikke tage hensyn til boligejerne. Vi skal sørge for at kronen ligger bomfast. Og hvis vi er nødt til at hæve renten, så gør vi det” udtalte Nationalbankdirektøren således i juni.

Det er klogt, at Lars Rohde kommer med denne melding. Han forbereder boligejerne på, at rentestigninger kan forekomme, og sikrer sig således et større spillerum. Imidlertid er fastkurspolitikken i yderste konsekvens et politisk spørgsmål, og hvis ECB’s rentefastsættelse for alvor truer dansk økonomi, er der grund til at forvente, at hensynet til boligejerne og arbejdsløsheden vil vægte tungt. Tungere end hensynet til fastkurspolitikken.

Det er naturligvis ikke til at sige, hvor høj en pris danske politikere er villige til at betale for at beholde fastkurssamarbejdet. Sydeuropæiske politikere bakker i overvejende grad fortsat op om Euroen på trods af, at den er den direkte årsag til deres landes manglende konkurrenceevne og tårnhøje arbejdsløshed. En del af forklaringen er sandsynligvis, at det er uhyre vanskeligt at forlade en valuta og indføre en ny. Omvendt vil det for Danmark være en forholdsvis smal sag at bringe fastkurspolitikken til ophør.

Historien gentager sig

Det afgørende spørgsmål er derfor: Hvor sandsynligt at det, at ECB hæver renten markant?

I den nuværende situation må det siges at være meget usandsynligt. Sydeuropa er i depression, og der er ikke skyggen af inflationspres. Imidlertid er det værd at huske på, at ECB – i modsætning til at fleste andre centralbanker – alene har mandat til at bekæmpe inflationen og principielt ikke skal bekymre sig om konjunkturudviklingen og boligpriser. Dertil kommer, at situationen i Danmark næppe har væsentlig vægt i ECB’s kalkule. Man kan derfor sagtens forestille sig, at situationen opstår om fem, ti eller 15 år.

Det er en overdrivelse at påstå, at fastkurspolitikken er i overhængende fare. På den anden side er der flere reelle trusler mod den pengepolitik, der de seneste årtier har syntes så stabil, at mange end ikke skænker risikoen en tanke.

I sidste ende er fastkurspolitikken et politisk valg, der beror på en løbende afvejning af fordele og ulemper. Historien er fyldt med eksempler på fastkursregimer, der er blev opgivet mere eller mindre frivilligt. Det er naivt at forestille sig, at historien stopper her.

About Mathias Milfeldt

Mathias Milfeldt er cand. polit. Med afsæt i nationaløkonomi blogger Mathias om eurokrisen, konjunkturpolitik og boligmarkedet.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater - tilmeld dig vores nyhedsbrev.

,

No comments yet.

Skriv et svar