Glidebanen mod højre

Socialdemokratiet er i en situation, hvor vi har fået regeringsansvaret og muligheden for at definere, hvad midten er i dansk politik. Det er lige præcis dér, vi har ligget stærkest. Vi har stået stærkest, når det har været andre, der skulle forholde sig til vores politik, og hvor vi var i stand til at forhandle til højre og venstre. Diskussionen om rød og blå side udspringer af en eller anden grad af historieløshed, i hvert fald hvis man kigger på mit parti.

Ovenstående citat fra finansminister Bjarne Corydon skabte en del røre blandt die hard-socialdemokrater for et år siden. Selvom erklæringen om, at ”det afgjort (er) forkert at forstå Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti” var en anelse misforstået, er interviewet utrolig interessant, fordi den bedre end noget andet sammenfatter den forhandlingsfilosofi, som regeringen har arbejdet efter siden den tiltrådte: at man konsekvent har søgt en midterposition, hvorfra man kan strikke forlig sammen til både højre og venstre side.

Denne filosofi har indtil videre haft blandet succes. Jovist, kaptajn Corydon har fået skibet en stribe forlig sikkert i havn. Men den førte politik har ofte haft karakter af et mærkeligt blandingsprodukt mellem røde og blå elementer, og fokus har stort set hver gang været på borgerlige problemstillinger, som incitamentet til at tage et arbejde eller virksomhedernes udgiftsniveau.

Det værste har dog været, at regeringens erklærede midterposition har skubbet forhandlingernes tyngdepunkt til højre, hvilket især var tydeligt i forhandlingerne om skatteaftalen og vækstpakken. Forhandlingsudspillene var i sig selv kompromisser og indrømmelserne til de borgerlige forligspartier var allerede givet i form af henholdsvis en lavere stigning i overførselsindkomsterne og selvskabsskattelettelser. Dermed kunne Venstres forhandlere troppe op, kræve at forliget landede et sted mellem regeringens og deres eget udspil og dermed få endnu flere krav opfyldt.

Da Bill Clinton i 90’erne fulgte en tilsvarende strategi, blev han med rette kritiseret for at flytte den politiske midte til højre. Som blandt andet Jonathan Chait har påpeget, skabte det på den korte bane popularitet at droppe traditionelle demokratiske mærkesager og gøre midterpositionen til sin egen. Men på længere sigt blev midterpositionen til den naturlige venstreorienterede position, hvormed man var tvunget til at foretage et nyt ryk mod højre.

Og alt dette bringer os til beskæftigelsesreformen, hvor forhandlingerne så småt er ved at komme i gang.

Udspillet, der blev fremlagt for nogle uger siden indeholder ingen af de forhåndsindrømmelser, som tidligere forhandlingsoplæg var præget af. Der er et klart fokus på varig beskæftigelse. Der er ikke skyggen af den sædvanlige mudrede blanding af ‘røde’ og ‘blå’ tiltag. Og der er hverken indskrevet milliardbesparelser, udlicitering eller andre af Venstres krav. Dem må Peter Christensen og Claus Hjort modsat tidligere selv forhandle hjem. Dermed indvarsler reformen et mindre strategisk kursskifte.

Derimod er det noget vrøvl, når reformen bliver udråbt af lederskribenter og kommentatorer som et skridt til venstre. Medierne svømmede i dagene efter fremlæggelsen over med analyser om, at udspillet skulle ’samle rød blok’, var en ’stor gave til fagbevægelsen’ og repræsenterede et nederlag til de radikale, der ikke havde ’evnet at fastholde regeringen på reformsporet’.

Tilhængere af myten om ’den røde reform’ har tydeligvis ikke læst udspillet særlig godt. Reformen lugter mest af alt af en third way’ish aktiv arbejdsmarkedspolitik fra 90’erne, hvor fokus var på investeringer i mennesker, reform af stive offentlige systemer, og nye muligheder hånd i hånd med nye pligter. Dette ser man blandt andet i konkrete elementer som muligheden for uddannelsesløftet på en lavere dagpengesats, realkompetencevurdering, en styrkelse af voksenlærlingeordningen og en fremrykket aktiv indsats.

Disse elementer er ikke dogmatisk, gammeldags socialdemokratisme, hvor den ledige modtager understøttelse indtil højkonjunkturen igen melder sig. Derimod udgør de tilsammen det, som Gordon Brown i 90’erne lidt kækt betegnede som ’socialist supply side’. Dette fokus på investeringer i uddannelse og omskoling var suverænt et af de mest succesfulde elementer i den tredje vej.

At regeringen er vendt tilbage til denne filosofi og ikke har foræret halvdelen af butikken væk, før forhandlingerne overhovedet er gået i gang, er en særdeles tiltrængt fornyelse.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater - tilmeld dig vores nyhedsbrev.

, , , , , ,

One Response to Glidebanen mod højre

  1. Rutger maj 26, 2014 at 21:34 #

    ”Socialdemokratiet er i en situation, hvor vi har fået regeringsansvaret og muligheden for at definere, hvad midten er i dansk politik. Det er lige præcis dér, vi har ligget stærkest. Vi har stået stærkest, når det har været andre, der skulle forholde sig til vores politik, og hvor vi var i stand til at forhandle til højre og venstre. Diskussionen om rød og blå side udspringer af en eller anden grad af historieløshed, i hvert fald hvis man kigger på mit parti.”

    “The aide said that guys like me were “in what we call the reality-based community,” which he defined as people who “believe that solutions emerge from your judicious study of discernible reality.” … “That’s not the way the world really works anymore,” he continued. “We’re an empire now, and when we act, we create our own reality. And while you’re studying that reality—judiciously, as you will—we’ll act again, creating other new realities, which you can study too, and that’s how things will sort out. We’re history’s actors…and you, all of you, will be left to just study what we do.”

    Hmm

Skriv et svar