Hvorfor pokker griner Kristian Thulesen Dahl?

Den kollektive danske hukommelse er en sjov størrelse. Mens nogle ting bliver indlejret i folkesjælen, så de huskes generation efter generation, glider andet hen i glemslens mørke. Selvom bestemte øjeblikke eller udtalelser står lysende klart tilbage, kan vores hukommelse sjældent kapere de bredere sammenhænge eller omstændigheder, hvor ordene faldt.

Eksempelvis kan stort set alle danskere citere Jens Otto Krags udsagn om, at ’man har et standpunkt til man tager et nyt’. Men kun de færreste kan give en sammenhængende forklaring på, hvad emnet var, hvilken beskaffenhed Krags oprindelige standpunkt havde haft og hvorfor han nu ændrede det.

Også Knud Heinesens advarsel om, at Danmark har ’kurs mod afgrundens rand’ har svejset sig ind i det danske sprog. Men spørger man en gennemsnitlig dansker under hvilke omstændigheder denne udtalelse faldt eller endda, hvem der fremsagde den, får man kun sjældent et korrekt svar.

Ikke mindst Thomas Nielsens bombastiske ’vi har sejret ad helvede til – godt’ er gennem de seneste 30 år blevet anvendt i titusinder af artikler og debatindlæg om politik i almindelighed og arbejderbevægelsen i særdeleshed, uden at andre end en lille gruppe af usædvanligt politisk interesserede kan forklare, hvad budskabet fra den afgående LO-formand egentligt var.

På denne møde frigøres enkle citater ofte fra deres oprindelige sammenhæng, svæver frit rundt i det kollektive hukommelse, for siden at blive tillagt en helt anden betydning end den oprindelige.

Sådan forholder det sig tilsyneladende også med Nyrups udtalelse om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver ’stuerene’.

I dag opfattes udtalelsen som en presset statsministers moralistiske dom over et parti, der i modsætning til hans eget tog udlændingepolitikken seriøst og følgeligt appellerede til mange af Socialdemokratiets vælgere, der i hobetal forlod partiet.

Sidenhen er Nyrups arvtagere ofte blevet revet udtalelsen i næsen, især i takt med at partiet skiftede linje i udlændingepolitikken. Det har været en yndet sport blandt pianisterne at håne sosserne med udtalelsen i takt med, at deres indflydelse og vælgeropbakning er steget. Senest dedikerede Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, en betydelig del af sin grundlovstale til netop dette:

Poul Nyrup Rasmussen (..) sagde jo meget, der ikke holdt vand. Kan I for eksempel huske, at han engang sagde noget sludder om, at vi i Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene… Ja, ja, her passer mundheldet om, ”at den der ler sidst, ler bedst” vist meget fint! Det synes jeg godt, at man kan tillade sig at konkludere oven på det flotte Europa-Parlamentsvalg, som Dansk Folkeparti havde forrige søndag. (..) Måske det simpelthen er fordi, vi i virkeligheden bør takke Poul Nyrup Rasmussen. At han – tilbage i 1999 da han sagde; ”stuerene bliver I aldrig”, vaccinerede danskerne imod de socialdemokratiske skræmmekampagner. At danskerne ikke orker dem mere. At danskerne godt selv kan gennemskue, hvad der er op og ned.

Når Kristian Thulesen Dahl nu gerne vil diskutere Nyrups udtalelse, så skal man da være et skarn, hvis man ikke tager udfordringen op!

Så lad os spole tiden tilbage til Folketingets åbningsdebat i oktober 1999 og – i folkeoplysningens navn – afdække, ’hvad der er op og ned’ i denne sag. Den daværende statsminister udtalte dengang:

Fru Pia Kjærsgaard holdt landsmøde i Odense og sagde – jeg tillader mig at citere: ’Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en anden eller måske tredje generationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet og ingen opdragelse er mulig, ja så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste de har respekt for’. (..) Hvad er det egentlig, vi taler om her? Det, vi taler om, er i virkeligheden, at Dansk Folkeparti er parat til at indføre et etnisk princip i dansk politik. (..) Det går ud over en masse uskyldige mennesker. Det går ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god til det. Det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det. Det går ud over den tyrkiske grønthandler, der smiler selv ud over almindelig arbejdstid, til en, når man kommer og skal have friske grønsager. (..) Derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!

Er Pia Kjærsgaards udtalelse usympatisk? Ja, i høj grad. Det mente ikke blot socialdemokrater, men også de borgerlige partier. Er forslaget om en kollektiv straf til personer med en bestemt etnisk baggrund et brud på alle tænkelige danske værdier og retsprincipper? Ja, det er det sørme. Er det politisk stuerent? Nej, det er det faktisk ikke. Eller rettere sagt: Det burde det ikke være.

Det er uforståeligt, hvorfor Kristian Thulesen Dahl morer sig over, at hans parti for femten år siden foreslog noget, der er så gennemført udansk. Hvis han endelig skulle bringe episoden på banen, havde det været mere passende, hvis han på Dansk Folkepartis vegne trak forslaget tilbage.

Tilsvarende er det lidt af en gåde, hvorfor medierne ikke afkræver Dansk Folkeparti nogle simple svar på en række simple spørgsmål: Bør kollektive straf være en del af dansk retspraksis? Bør der gælde en lov for én etnicitet og en anden for andre? Og er det retfærdigt, at uskyldige mennesker straffes for andres forbrydelser?

Da Klaus Rothstein tidligere i Weekendavisen – som den hidtil eneste – rejste tilsvarende spørgsmål, fik han en så lang omgang udenomssnak fra Peter Skaarup, at det tydeligvis dækkede over et ømt punkt, der var værd at bore i. Under normale omstændigheder ville et så vagt svar tiltrække flere journalister og endnu flere kritiske spørgsmål.

I stedet får Dansk Folkeparti fortsat lov til at fastholde fokus på Nyrups ordvalg og deres egen offerrolle i stedet for den politik og de værdier, som de står for.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater - tilmeld dig vores nyhedsbrev.

, , , , , , , , ,

One Response to Hvorfor pokker griner Kristian Thulesen Dahl?

  1. Torben Bach Sørensen jun 10, 2014 at 12:46 #

    Hej Christian,

    Jeg stemmer ikke DF, men uha hvor du sur. Dine argumenter holder jo slet ikke. Hvorfor bruger du ikke dit hoved til at oversætte Helle Thornings påstand i folketinget, her i foråret om at EU forordninger har forrangfrem for dansk lovgivning – og så den aktuelle før kampagneår til EU valget hvor hendes “svende” fastholdt tonsvis af gange at EU ikke skulle bestemme dansk velfærdspolitik.
    Det er da helt aktuelt og langt mere relevant end hvad Nyrup sagde en gang. Mig bekendt er Nyrups holdninger og aktuelle politiske udmeldinger ikke vellidt i S.

    Du er som alle andre såkaldte elitære, men altid voldsomt naive og radikale humanister, sure på DF.

    Historien viser gang på gang at i tager fejl og er uærlige.

    Hvorfor har Regeringen ikke tilbageført alle de udlændige stramninger, vedtagetaf de forrige regeringer, man sagde ALDRIG kom til at gælde med De Radikale, S og SF i regering.

    Det er vælgerbedrag der vil noget.

    Du og andre sure – er nok bare frustreret over at Vestager og Thorning kun fører borgerlig økonomisk politik, og ikke tør gennemføre gamle indvandringsordninger, der gjaldt da S tidligere var i regering.

Skriv et svar