Hvad DA ikke siger om uddannelse til ledige

Der gik ikke mange minutter fra regeringen havde fremlagt sit forslag til en reform af beskæftigelsessystemet, før arbejdsgiverorganisationer og borgerlige partier i skøn forening stormede hen mod den nærmeste mikrofon for at udbrede budskabet om, at forslaget om uddannelse til arbejdsløse var det absolut sidste, som beskæftigelsesindsatsen havde brug for.

For en uge siden var Dansk Arbejdsgiverforenings formand, Henrik Back Mortensen, endnu engang i medierne for at gentage dette budskab i det tilfælde, at der stadig var en arme sjæl i kongeriget, der ikke havde hørt det. Argumentationen faldt i to dele: For det første at uddannelse er forfærdelig dyrt. For det andet at uddannelse til arbejdsløse ikke virker.

Den første påstand er svær at tage seriøs. Igennem krisen har man hjulpet bankerne med milliarder. Erhvervslivet fik serveret skatte- og afgiftslettelser en masse i sidste års vækstplan, der havde en samlet pris på 75 milliarder. Men når det handler om at hjælpe arbejdsløse med uddannelse til en pris på blot 500 millioner, er det pludselig for dyrt.

Den anden påstand har umiddelbart mere gående for sig. Dansk Arbejdsgiverforening har fuldstændig ret i, at der er adskillige undersøgelser, der dokumenterer, at forskellige typer af uddannelsesaktivering ikke har haft den store effekt på beskæftigelsesgraden. Eksempelvis har resultaterne været dårlige med generelle uddannelsestilbud, som engelsk- eller it-kurser, der ikke giver en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Problemet med denne argumentation er blot, at regeringens udspil ikke foreslår denne type uddannelsestilbud, men i stedet har et langt mere målrettet fokus på at opkvalificere ufaglærte arbejdsløse til faglærte i beskæftigelse. Det er ret svært at påstå, at noget som ikke har været prøvet før – og dermed heller ikke har været undersøgt – beviseligt ikke virker.

Derimod er det garanteret, at det modsatte – fraværet af uddannelse – virker endnu dårligere. Lad os kaste et kort blik på, hvor høj en andel af personer i den arbejdsdygtige alder, der henholdsvis er arbejdsløse eller helt uden for arbejdsstyrken inden for de forskellige uddannelsesgrupper.Andel (rettet)

Som det ses af ovenstående figur falder udstødelsen fra arbejdsmarkedet i takt med, at uddannelsesniveauet stiger[1]. Næsten halvdelen af de personer, der har en folkeskoleeksamen som højest gennemførte uddannelse, er ikke en del af arbejdsstyrken – hvilket er mere end dobbelt så højt som befolkningsgennemsnittet og mere end fem gange så højt som personer med en lang videregående uddannelse.

Hvis vi i stedet kigger på det faktiske antal af personer i arbejdsløshed og uden for arbejdsmarkedet træder et – om muligt – værre billede frem al den stund, at der er langt flere med en kort end med en lang uddannelse.Antal (rettet)

Prøv lige at kig en ekstra gang på ovenstående tal: Knap halvtredstusinde ufaglærte er arbejdsløse og ikke mindre end femhundredeogtrestusinde står helt uden for arbejdsmarkedet[2]. Over hver tredje arbejdsløs er ufaglært. Dette falder ikke just under kategorien ‘et lille problem’.

Hvad fortæller disse tal os? Tre konklusioner ligger lige for:

For det første at manglende uddannelse virkelig ikke har positive konsekvenser. Så at reducere uddannelsesunderskuddet bør, på den ene eller den anden måde, være centrum for den førte politik.

For det andet at et økonomisk opsving ikke er en mirakelkur. For hvad hjælper det, at der skabes arbejdspladser, hvis de arbejdsløse ikke har uddannelsen til at komme i betragtning? Alene siden årtusindeskiftet er der forsvundet ikke mindre end 100.000 ufaglærte arbejdspladser. Uddannelse er adgangsbilletten til at deltage i et økonomisk opsving – hvis man ikke har den billet, bliver man med stor sandsynlighed efterladt tilbage på perronen, når økonomien igen kører fremad.

For det tredje har problemet tydeligvis har et omfang, hvor en ekstra samtale med en sagsbehandler eller en sænkelse af bundskatten med ét procentpoint eller to ikke har den store effekt. Udstødelsen fra arbejdsmarkedet skyldes i højere grad sociale end økonomiske årsager. Derfor bør løsningen også gå gennem sociale reformer, og ikke blot en skruen på de sædvanlige økonomiske håndtag som trækprocenter eller ydelsesniveauer.

Hvis Henrik Bach Mortensen ikke mener, at regeringens forslag afhjælper problemet, kunne han passende fremlægge en alternativ plan til, hvordan uddannelsesunderskuddet kommes til livs.

 

 

 

[1] Undtagelsen er naturligvis den begrænsede gruppe af personer, der har en bachelor som højest-gennemførte uddannelse. Dette skyldes, at Danmark stort set ikke har et arbejdsmarked for bachelorer, men i stedet forventer, at alle, der påbegynder en lang videregående uddannelse får en kandidatgrad.

[2] Altså summen af de personer, der enten har en grundskole, almengymnasial eller erhvervsgymnasial uddannelse som højest-gennemførte uddannelse.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater - tilmeld dig vores nyhedsbrev.

, , , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar