Det oversete spørgsmål om nulvæksten

Venstre og Socialdemokratiet er endnu engang oppe at toppes om nulvækst i den offentlige sektor. Socialdemokraterne kræver svar på, hvordan Venstre vil fastholde velfærdsniveauet inden for et udgiftsstop i den offentlige sektor. Venstre spørger til gengæld, hvorfor nulvækst er så skadeligt, når regeringen selv har gennemført reduktioner i den offentlige service. Begge dele er sikkert relevant.

Men det spørgsmål, der har undret undertegnede i denne debat, er, hvorfor det overhovedet er nødvendigt med nulvækst. Her gik man og troede, at det økonomiske råderum var på plads efter at politikerne de sidste ti år har gennemført reform på reform af velfærdssamfundet. Det er i hvert fald det hensyn, som hver gang har været begrundelsen. Så burde vi ikke efterhånden have sørget for, at der var råd til velfærd i fremtiden?

Da den daværende VK-regering sammen med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti i juni 2006 indgik Velfærdsforliget, hed det i aftaleteksten:

Den samlede aftale sikrer, at samfundsøkonomien i god tid indrettes efter de vilkår, der vil præge fremtiden (..) Initiativerne på tilbagetrækningsområdet sigter på at skabe balance, når vi bliver mange flere ældre. Balance mellem antallet af år på arbejdsmarkedet og antallet af år under uddannelse eller med pension. Og balance i den offentlige økonomi. Finansieringen af velfærdssamfundet bliver gjort robust over for stigende levetid. (..) Styrkelsen af de offentlige finanser, som på langt sigt optræder i kraft af det nye tilbagetrækningssystem, reserveres til at sikre finansiering af velfærdsamfundet i fremtiden. Midlerne skal bruges til at finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre.

Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, fremførte samme argumentation i Jyllands-Posten den 10. april 2011, da han forklarede, hvorfor Reformpakken 2020 – der som bekendt gjorde op med efterlønnen – var nødvendig:

Vi er nødt til at sørge for, at basisbudgettet er på plads, så vi kan betale de løbende regninger. De faste udgifter må man have sikkerhed for, at man kan betale. (..) Jeg ønsker ikke at skulle siksakke mig frem til, om vi har råd til eller ikke har råd til et sundhedsvæsen, der kan håndtere, at der kommer flere ældre. (..) Det skal være et budget, som sikrer, at vi hvert år har friske penge til at håndtere flere ældre, flere patienter på sygehusene og flere unge i uddannelse (..) Det er ikke et nulvækstbudget, jeg lægger frem. Når vi skal lave et kontant budget, er det jo netop, fordi jeg ønsker, at vi nu træffer de beslutninger, som gør det muligt at foretage den løbende vedligeholdelse og målrettet udbygning af velfærdssamfundet, som vi har brug for. (..) Jeg ønsker ikke, at vi skal sidde med en sur nedskæringsdagsorden år for år for år for år. Jeg ønsker, at vi en gang for alle får lagt det budget, der gør, at vi alle sammen kan have tillid til, at nu er der styr på tingene de næste ti år, og at vi har råd til at behandle dem, når der kommer flere ældre medicinske patienter. Det vil kræve, at der er en smule rum til vækst.

Der er tale om eksemplarisk klar tale i begge tilfælde: Højere tilbagetrækningsalder og færre udgifter til efterløn skal sikre, at Danmark har råd til at sikre velfærdsniveauet i fremtiden. I begge tilfælde er det indiskutabelt, at det stigende antal ældre vil og skal indebære øgede udgifter til folkepension, sundhedsvæsenet og ældreplejen.

Nu kan man så forstå på højre side af det politiske spektrum – hvor nogen ønsker nulvækst og andre deciderede besparelser – at det alligevel ikke er nødvendigt. Selvom der kommer cirka 250.000 flere folkepensionister henover de næste ti år, er der ikke behov for yderligere økonomiske ressourcer til offentlig service. I stedet skal vi blot bruge det samme beløb i morgen, som vi gør i dag, siger Venstre.

Dette rejser en række spørgsmål: Hvad er der sket siden aftalerne i 2006 og 2011 blev indgået? Er pensionisterne i stor stil ophørt med at være syge, eller forventer man et dramatisk fald i antallet, der skal have hjemmepleje? Eller var det bare løgn, når de daværende regeringspartier sagde, at flere ældre betød flere udgifter? Hvorfor pokker var det egentlig, at vi gennemførte reform på reform? Var det ikke netop for at sikre et økonomisk rum til at bevare velfærdsniveauet? Som vi så ifølge Lars Løkke Rasmussen ikke skal alligevel.

Jeg mindes ikke, at nogen sagde i hverken 2006 eller 2011, at efterlønnen skulle afskaffes for at frigøre midler til at sænke energiafgifterne. Det havde givetvis også vist sig særdeles vanskeligt at sælge det synspunkt til den danske befolkning.

I stedet taler Venstre med to tunger: Når der skal gennemføres besparelser, retfærdiggøres det med, at vi skal prioritere ’kernevelfærden’. Men når pengene så skal deles ud til selvsamme velfærd, fremfører man, at der ikke er råd, at den offentlige sektor sagtens kan køre længere på litteren og at det er vigtigere, at de surt, sammenskrabede penge nu bruges på skattelettelser.

Sigtet med velfærdsreformerne i 2006 og i mindre grad også 2011 var ikke helt ved siden af. Kernevelfærd som sundheds- og uddannelsestilbud, der sikrer lighed og tryghed for alle uanset indkomst, er fundamentet for velfærdssamfundet. At opretholde og fremtidssikre dette fundament er et godt argument for omprioriteringer og reduktioner andetsteds i den offentlige sektor.

Derimod er det uærligt, når kernevelfærden bliver brugt som alibi for besparelser, og man derefter nedprioriterer selvsamme kernevelfærd til fordel for skattelettelser.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater - tilmeld dig vores nyhedsbrev.

, , , ,

No comments yet.

Skriv et svar