At bruge bilagssagen rigtigt

Mediernes dækning af weekendens landsmøde hos Venstre fokuserede ikke overraskende på, hvor meget de bilagssager og interne stridigheder, som for blot få måneder siden martrede partiet, ville fylde på landsmødet.

Konklusionen var, at sagen ikke fyldte særlig meget. I hvert fald ikke på overfladen. Således har de fleste medier ivrigt gjort et stort nummer ud af, hvordan Lars Løkke Rasmussen ikke nævnte sagen med ét eneste ord i sin tale.

Til gengæld er det gået mediernes næse forbi, at den samme tavshed om bilagssagen gjorde sig gældende for to uger siden på Socialdemokratiets kongres i Aalborg. Hverken indirekte hentydninger eller direkte brug af ord som ’bilag’ eller ’boksershorts’ blev bragt på bane i statsministerens kongrestale.

Dette står i skarp kontrast til Helle Thornings tale på Folkemødet i juni, hvor hun morede sig over, hvorvidt Kristian Jensen havde fået ”nøglerne til klædeskabet”, nu hvor han var blevet en del af formandsskabet i Venstre.

Kursskiftet viser, hvordan Socialdemokratiet har haft svært ved at bruge de forskellige personsager politisk. Man har ikke formået at strikke de små og store personsager og det politiske sammen til én samlet negativ historie om deres modstander.

Modsat forholder det sig hos Venstre, der har en helstøbt historie om Socialdemokratiet som et parti, der lover en ting og gør noget andet; som vil trylle problemerne væk på tolv minutter i stedet for modigt at gøre det nødvendige; som er i lommen på fagbevægelsen og ikke tænker på, hvad der er bedst for landet; som er fanatisk imod private velfærdsløsninger og for højere skatter, men selv bruger det første og undgår det sidste.

Venstres sammenhængende historie og Socialdemokraternes mangel på samme har medført den absurde situation, at Venstre er kommet styrket ud af en økonomisk krise, som de vel at mærke selv havde en betydelig andel i at skabe. Lars Løkke Rasmussen har nærmest fået lov til at fremstille sig selv som antitesen til den økonomiske uansvarlighed i 00’erne.

Clintons to valgstrateger, James Carville og Paul Begala, forklarer i bogen Take It Back fra 2006, hvorfor det er nødvendigt ikke blot at levere en liste af politiske forslag og kritikpunkter, men fortælle en sammenhængende historie. I bogen stiller de republikanernes og demokraternes forskellige strategier op over for hinanden:

”The Bush campaign decided to portray Kerry as unsteady – not in the sense of being unstable but in term of being too uncertain and too political to guide the country in a crisis. (..) Once the Bush campaign settled on ‘strong and certain versus weak, waffling, and weird’, the issues almost selected themselves. Hence, the question of why Kerry voted against §87 billion to fund the war in Iraq became a bigger issue than health care. Why? Because it fit into a narrative. Bush alleged that Kerry had flip-flopped on funding our troops, and that he’d done so for political reasons. If true, that would mean Kerry was both weak on defense and too weak to stand up to political pressure. (..) The image of Kerry windsurfing became a natural metaphor for tacking one way and then the next. (..)

Instead of telling a story, Democrats focused on issues. (..) They talked and they talked, but voters weren’t listening or, more accurately, could’nt hear any message in the laundry list of issues. (..) Absent an overarching story – or a clear, specific rationale for firing Bush and hiring Kerry – the campaign’s issues litany didn’t have any resonance.”

Når man læser Thornings tale igennem er det deprimerende, hvordan den næsten præcist følger den modsatte opskrift af, hvad Carville & Begala anbefaler. Jovist, Thorning fik nævnt både nedskæringer, nulvækst og den økonomiske nedtur. Men dette er blot enkelte kritikpunkter, som ikke er blevet forbundet med hinanden. Følgelig er der ikke er en klar linje i kritikken.

Og det er i denne sammenhæng, at Lars Løkke Rasmussens bilagssager er interessante, da de udgør den perfekte metafor for Venstres ti års regeringsperiode: At man fester igennem og lader andre betale regningen og klare rengøringen.

Hvorfor har Danmark så svært ved at komme ud af krisen og igen få gang i væksten? Fordi forbrugsfesten i 00’erne blev finansieret af en stor privat gældsstiftelse, som nu skal betales af midt i en krise. Hvorfor stiger grundskylden så meget i disse år? Det skyldes, at Venstre for at please vælgerne indførte en udskydelse af stigninger i grundskylden, hvilket boligejerne nu skal betale i en tid, hvor økonomien er presset. Hvorfor mister Danmark private arbejdspladser? Fordi VK-regeringen valgte en kortsigtet forbrugsfest i stedet for at investere i fremtiden, hvorfor investeringerne i kapitalapparatet faldt betragteligt fra 6 mia. årligt i 90’erne til 1 mia. årligt i 00’erne.

Tilsvarende historier kan snildt fortælles inden for uddannelse, den sociale arv, arbejdsstyrkens kvalifikationer og integrationen.

Indtil Socialdemokratiet begynder systematisk at pille Venstres fortælling om sig selv som et økonomisk ansvarligt reformparti fra hinanden, vil de røde brikker fortsætte med at blive slået tilbage til start.

Det hjælper jokes om oppositionslederens bilagssager og rod i regnskaber ikke på. Men som metafor i en fortælling om Venstres uansvarlighed kan bilagssagen få en helt anden betydning.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater - tilmeld dig vores nyhedsbrev.

, , , , , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar