En styrket Mette Frederiksen?

Efter dagens overraskende ministerrokade er der ét spørgsmål, der melder sig hos Socialdemokraterne. Ikke hvad det betyder for regeringens genvalgschancer – de er i forvejen minimale – men det vigtigere, penible spørgsmål om, hvad det har af konsekvenser for arvefølgen i Socialdemokratiet den dag, hvor Helle Thorning-Schmidt går af.

Hidtil har Mette Frederiksen været favorit i en sådan grad, at bookmakerne knap gav pengene igen, hvis hun skulle overtage posten.

Men efter dagens rokade frygter flere socialdemokrater, som denne blog har været i kontakt med, at posten som justitsminister vil slide Mette Frederiksen ned. Hvem fra venstre side af det politiske spektrum har lyst til at skulle afvise syriske flygtningebørn ved grænsen? Det er ikke just vejen til at vinde en popularitetskonkurrence.

Denne holdning er bedst blevet opsummeret af Weekendavisens Hans Mortensen, der på facebook – med adresse til Helle Thorning-Schmidt – skrev, at ”Hvis jeg ikke kan slå Løkke, kan jeg da forsøge at slå Mette Frederiksen”. Rokaden er ud fra denne optik et machiavellisk træk, der skal svække Mette Frederiksens chancer for at blive formand ved at gøre hende upopulær blandt de venstreorienterede græsrødder.

Denne udlægning overser ikke blot, at der ikke er andre oplagte formandskandidater – Bjarne Corydon? Nicolai Wammen? Nej vel! – men også de positive fordele, som justitsministerposten indebærer for Mette Frederiksen.

Det kan sagtens være, at rokaden sigter på at slide hende ned, men i så tilfælde må man være beredt på at blive skuffet. Der er mindst to forhold ved Mette Frederiksens ministerkarriere, der styrker hende til både i forhold til at overtage den socialdemokratiske formandspost og statsministerembedet.

* * *

For det første er hun vokset som politiker. Hvor hun før regeringsdannelsen kunne affejes som en ung, ilter og indigneret politiker, har Mette Frederiksen de sidste tre år opbygget en meget stærk position såvel internt i regeringen som blandt befolkningen. Hun fremstår ikke længere som en politiker, der alene drives frem af høj-oktan politisk indignation, men derimod som en kompetent minister, der har evnen til at gennemføre store reformer og hårde beslutninger.

Regeringens treårige levetid har set sin del af kaotiske hændelser og kiksede forhandlinger. Skattereformen, betalingsringen, finanslovsforhandlingerne i 2013 og det delvise salg af Dong står øverst i hukommelsen. Fælles har været, at Mette Frederiksen har været på tryg afstand af dem alle. Forårets beskæftigelsesreform hører derimod til blandt regeringens bedste resultater og var et sjældent stykke solidt politisk håndværk.

Dermed har hun til fulde fortjent at blive indskrevet i den stolte tradition for stærke socialdemokratiske beskæftigelsesministre, der omfatter giganter som blandt andre Hans Hedtoft, Jens Otto Krag, Erling Dinesen, Erling Jensen og Svend Auken. Alle personer, der enten blev eller var i spil til formandsposten for Socialdemokratiet.

* * *

For det andet har Mette Frederiksen i Beskæftigelsesministeriet modificeret billedet af sig selv som en ræverød socialist, hvis hjerte bankede for de svageste, men som ikke kunne overlades økonomisk ansvar. Niels Krause Kjærs karakteristik af Mette Frederiksen som en socialdemokrat, der kan ”holde en 1. maj-tale midt i oktober, så de røde seler jubler”, var kun blevet forstærket, hvis hun var blevet socialminister ved regeringsdannelsen i 2011. Men efter tre år i Beskæftigelsesministeriet med et hårdt reformprogram og administrationen af VKO’s dagpengereform har hun opbygget en solid økonomisk troværdighed samtidig med, at hun bedre end nogen anden har talt reformerne ind i en socialdemokratisk fortælling. De borgerlige partier vil mildest talt få svært ved at male Mette Frederiksen i rene røde farver og bruge hende som et skræmmebillede over for tvivlende midtervælgere ved et folketingsvalg.

* * *

Disse to forhold – at Mette Frederiksen fremstår både mere seriøs og mindre ’rød’ – bliver kun forstærket ved, at hun overtager posten som justitsminister.

Det styrker på den ene side indtrykket af en kompetent politiker, som man tør overlade selv de tungeste poster. Og på den anden side vil håndteringen af den værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig give hende en tilsvarende troværdighed på det såkaldt værdipolitiske område, som hun har opbygget på det økonomiske. Mens Karen Hækkerup som justitsminister har været karakteriseret ved en klassisk ’strammer’-retorik, vil Mette Frederiksen være langt bedre til at tilføre regeringens asylpolitik et skud empati, socialdemokratiske værdier og tale den ind i en bredere fortælling.

Posten vil blive hård i begyndelsen og hun vil med garanti komme under beskydning fra venstre side af det politiske spektrum fra første dag. Men med posten som justitsminister kan Mette Frederiksen meget vel blive styrket på lang sigt over for nogen, der er langt vigtigere end både bagland og støttepartier: vælgerne.

90mandater i indboksen?

Gå ikke glip af politiske analyser, holdninger og fakta fra 90mandater - tilmeld dig vores nyhedsbrev.

, , , , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar