Bliv skribent på bloggen

Vi er altid på udkig efter talentfulde skribenter med analytiske evner og politisk indsigt. Det er hverken et krav, at man er enig i bloggens politiske linje eller har sympatier med bestemte partier. Derimod stiller vi som krav, at man er saglig, debatlysten og velformuleret. Vi forventer:

  • At du skriver korrekt dansk, har styr på fakta og helst god med tal. Hvis du derudover er en haj til powerpoint og excel, skal du bestemt ikke høre et ondt ord for det.
  • At du skriver fremragende og tager imod feedback som en gentleman. Ingen sure miner ved et redaktionsmøde, eller når du får feedback i Drop-Box’en. I fællesskab laver vi bedre materiale.
  • At du jævnligt producerer artikler eller bistår med research. Bare rolig, der er ingen krav til produktionsniveau. Det skal være sjovt – ikke en pligt.

Det er en fordel, hvis du:

  • Brænder for en politisk sag eller et specifikt fagligt område.
  • Har skrevet artikler til andre medier (online eller trykte).
  • Kan regne.

Vi stiller absolut ingen krav til uddannelsesbaggrund eller eksamenspapirer. En velkvalificeret skribent vil dog typisk være journalist, statskundskaber, økonom, studerende eller stilladsarbejder.

Alle indlæg på 90mandater er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger. Arbejdsgivere, organisationer, partier, bloggens andre skribenter ol. kan ikke tages til indtægt for disse holdninger. Hvis du alligevel – som potentiel ny skribent på 90mandater – ønsker at være anonym (fx grundet et hensyn til din arbejdsplads) er det helt i orden.

Vi tilbyder ingen aflønning, men vi giver dig en digital platform at udfolde dine talenter på. Du bliver en del af et engageret politisk/journalistisk fællesskab, der arbejder hårdt for at sætte centrum-venstre tilbage i den politiske debat. Og vi har en solid og hastigt voksende skare af besøgende på bloggen, som du kommer til at skrive direkte til.

Hvis du vil være skribent på 90mandater, så sæt dig til tasterne og forfat en kort artikel (ca 300-400 ord), som du sender sammen med et lidt info om dig selv til postmaster@90mandater.dk eller via kontaktformularen.